Et naturskifertag? – nej, det er solceller
Solartag står bag et solcelletag, der i sit visuelle udtryk ligner et tag i naturskifer – skabt af en dansk tømrermester
Solartag ApS er stiftet af tømrermester Thomas Pedersen.
Han var optaget af at skabe et modulært og bæredygtigt tagmateriale med integrerede solceller, som også respekterede danske byggetraditioner, æstetik og arkitektur.
Resultatet blev Solartag, med en verdenspatenteret beslagsløsning, som sikrer hurtig, sikker og ikke mindst skrueløs montage.
Tagpladerne fås både med og uden integrerede usynlige solceller. Det sikrer, at taget kan designes med præcis det Watt-peak (solcelleydelse), som giver mening for den enkelte bygning.
Der er en minimal visuel forskel på en tagplade med eller uden solceller, og den kan faktisk kun ses, hvis man kigger på pladerne tæt på og oppefra.
De aktive tagplader forbindes let og usynligt på bagsiden og kobles derefter til en inverter, der omdanner jævnstrøm fra pladerne til vekselstrøm, der bruges i husstanden.
Til forskel fra mange andre løsninger med solceller på taget er der ikke genskin med Solartag. Denne problematik er elimineret takket være en mat satineret overflade, der ikke blænder omgivelserne, sådan som solcellepaneler og glaseret tegl kan gøre det.
Andel er medejer
Selskabet startede i 2019 på Stevns, og voksede hastigt drevet af grøn omstilling i kombination med efterspørgslen efter æstetiske solcelletage øgedes.
I starten af 2022 udskilte Solartag sin montageafdeling, således at Solartag i dag udelukkende fokuserer på salg og rådgivning.
I december 2022 trådte Impagt Invest ind i ejerkredsen.
Impagt er ejet i fællesskab af Danmarks største energiselskab Andel og Sparekassen Sjælland Fyn, og i december 2023 udvidedes ejergruppen yderligere med Greenergy Invest. Ejerkredsen har sikret stærke synergier og en markant kapitaludvidelse, der skal ruste Solartag til fortsat ekspansion.
-kis