Aktuelle nyheder - Tag

Et Sneglehus med grønt på toppen Ikke to boliger er ens i Sneglehusene, selvom nogle er lige store, da ingen af dem orienterer sig ens i landskabet. Det giver en stor variation i boligerne.

Et Sneglehus med grønt på toppen

Fra et fugleperspektiv er de byhuse og lejligheder, der er skudt op i Nye nord for Aarhus, ikke bare karakteriseret ved deres spiralformede design. Boligernes tage prydes med en grøn løsning baseret på stiklinger, der sikrer et frodigt udtryk året rundt

Del artiklen på

Af Daniel Christensen

Aarhus-forstaden Nye danner rammen om Sneglehusene, der med et særpræget snoet og grønt tag lever op til sit navn og samtidig blender ind i de naturskønne omgivelser.

Byggeriet, der er opført af Cj Group for Tækker Group, blev påbegyndt 2019. Det rummer 93 boliger fordelt på byhuse og lejligheder, hvoraf nogle nu er klar til at blive indtaget af de første beboere.

Som navnet på projektet antyder, leder det med sin udformning tankerne hen på et sneglehus. Boligerne er nemlig beliggende i forlængelse af hinanden, så de tilsammen danner en spiral – eller et sneglehus.

Naturen er inviteret indenfor
Med denne udformning er der skabt sammenhæng mellem boligerne, samtidig med at beboerne får glæde af både natur og byliv helt tæt på. Ifølge Tækker Group både lukker Sneglehusene sig om beboerne og åbner sig mod omgivelserne og inviterer både landskab og resten af byen indenfor.

Udover at der med byggeriet er skabt sammenhæng til det omgivende landskab, er naturen inviteret inden for med Sneglehusenes stedsegrønne tage, der lægger sig i forlængelse af den omgivende natur.

- Tagene er generelt belagt med specialudviklet sedum-blomsterblanding, som giver byggeriet et helt særligt udtryk og bl.a. danner en visuel afskærmning og overgang ved tagterrasserne, forklarer Tækker Group på projektets hjemmeside.

Farven holder
Sneglehusene, der veksler mellem en til fire etager, er højest på midten og lavest yderst. Med det har beboerne i de højeste boliger i centrum ikke bare udsigt til den omgivende natur, men også til de grønne tage fra de lavere bygninger. Det fortæller Lone Lisbeth Jensen, der er entrepriseleder hos Skantag, som har stået for tagdækningen på projektet:

- Den grønne tagløsning er leveret af Nature Impact, der har forsynet de store tage med Evergreen, som holder den grønne farve året rundt. Til terrasser og altaner er der valgt en mere farverig løsning med lidt blomster og højere planter, siger hun og fortsætter:

- Udover at det giver et rigtig flot og grønt udtryk til byggeriet, er den grønne tagløsning nem at håndtere, hvilket gør det til et fantastisk produkt at arbejde med. Det er en stor fordel, at det er nemt og enkelt at montere for os.

Sedumplanterne er placeret i relativt lave bakker med vækstmedium og skal gødes to gange om året. Der kan være behov for at fjerne små-grene og kviste eller andre ubudne elementer, der skygger for planterne. Mængden af blomster vil mindskes i årenes løb, og derfor startes der med mange planter i bakkerne. Uanset om bakkerne bliver placeret i hård blæst fra Vesterhavet eller varme fra byerne, vil der være sedumplanter, der overlever og blomstrer flot fra maj til september.

Stabil og hårdfør
Den enkle montering skyldes et modulbaseret system, som man oplever en stigende efterspørgsel efter hos leverandøren af grønne tage og plantevægge, Nature Impact, der tilbage i 2019 introducerede nicheproduktet Evergreen på markedet.

- Flere og flere vælger vores moderne modulbaserede bakkeløsning til grønne tage, der gør det muligt for tagdækkeren selv at varetage monteringen af de grønne tage og dermed selv nå helt i mål med arbejdet. Samtidig er Evergreen-løsningen baseret på stiklinger, hvilket medvirker, at vi har en sikker kontrol med, hvordan planterne arter sig. Med andre ord kan vi dermed levere sikre og stabile designløsninger, der fremstår grønne hele året og matcher det ønskede udtryk, siger Anne Mette Weng, der er Commercial Director hos Nature Impact.

Sedumplanter er hårdføre og kan godt tåle en tør sommer. Typisk vil man opleve, at der ikke kommer så mange blomster under en tørkeperiode. I en sådan periode bruger planterne energi på overlevelse og ikke på formering, som blomsterne er udtryk for. Taget kan i tørre perioder blive rødligt, men det er kun, indtil der kommer regn, for da vil planterne skifte farve og blive grønne og frodige igen.

Læs mere om Tag

10/3 2022