Bolte, brædder og beslag
Det er sjældent særlig bæredygtigt at bygge ting, som kun skal bruges kortvarigt. En ny startup har derfor udviklet byggesystemet ’Saml’, hvor alle elementer kan skilles ad og genbruges igen og igen
Af Tine Maria Kristiansen
En treenighed af bolte, brædder og beslag. Sådan beskriver den 29-årige iværksætter Lasse Korsholm byggesystemet ’Saml’ − Et koncept, han har udviklet til kunder, som har behov for at opføre en konstruktion til midlertidig brug.
- Jeg vil påstå, at man kan stille de flestes behov med det her system. Om det så er et shelter i haven, en pavillon på en festival eller en bar til Karsten og Kamillas 50-års fødselsdag, siger han og tilføjer:
- Man skal blot sætte det sammen, som man har fantasi til at gøre.
Kan samles ved hjælp af håndkraft
Samls byggesæt består af en samling brædder med for-borede huller, som gør, at man kan samle konstruktionerne alene ved hjælp af almindelige bolte, møtrikker og spændeskiver. Hullerne i træet er CNC-fræset og placeret systematisk, så brædderne både kan forlænges, drejes, vinkles og styrkes. Hertil er der lavet et specialdesignet vinkelbeslag uden ribbe og med to aflange huller, som ifølge Lasse Korsholm gør det muligt at samle delene på flere måder.
- Jeg tror ikke, vi har tal på det, men ved at vi har lavet de her to fræsere på hver side af beslaget, kan man i hvert fald lave mere end ti eller femten forskellige samlinger. For eksempel kan man sætte beslaget mellem to brædder som en form for bjælkesko – eller man kan samle to beslag, så de former en stolpesko.
'Design for disassembly’
Udover at byggesættet skal være nemt at samle, forklarer Lasse Korsholm, at systemet er udviklet efter det cirkulære koncept 'design for disassembly' (design for adskillelse), hvor reglen er, at dét man sætter sammen, skal kunne skilles ad, uden at man laver indhug i eller forringer materialerne.
- Vores løsning, hvor man spænder konstruktionerne sammen med bolte gennem de for-borede huller i brædderne, gør, at man slipper for at lime, som jo er en engangsforestilling − eller for at skrue, som måske er graden bedre end at lime, men som i stedet efterlader nye huller i træet, hver gang man skiller sine konstruktioner ad.
Startede som et studieprojekt
Ideen til byggesystemet fik Lasse Korsholm, da han i 2020 sad på skolebænken under sin uddannelse til ’Civilingeniør i bygningsdesign’. Sammen med to studiekammerater prøvede han dengang at finde ud af, hvordan man kunne lave nogle midlertidige konstruktioner på en mere bæredygtig måde.
- Der er ligesom det her clash mellem at bygge bæredygtigt og have et midlertidigt behov. Det er jo ikke skide godt at bruge træ, der har vokset i 10 eller 20 år, som så udtjener sin værnepligt i løbet af en uge. Tit designer man jo bare for at kunne bygge noget uden at tænke over, hvad der skal ske med det bagefter, siger han og fortsætter:
- Hvis man kan lave noget, som er bæredygtigt, synes jeg, man skylder at gøre det. Vi tænkte selv, at hvis vi skulle lave en løsning, der retfærdiggjorde, at man byggede noget midlertidigt, måtte vi lave et system, hvor alle dele kunne genbruges i nye konstruktioner.
Samls koncept er cirkulært, da man på ingen måder bruger nogen former for engangsmaterialer til at bygge med.
Inspireret af leg
Lasse Korsholm og hans studiekammerater vidste derfor, at de ville udvikle et cirkulært byggesystem. Og herudover havde de et ønske om at lave en løsning i træ. Det næste var blot at finde ud af, hvordan elementerne skulle kunne samles og skilles ad. Lasse Korsholm forklarer, at de først var meget optaget af snedkersamlinger, hvor man tapper træet sammen.
- Vi fandt dog hurtigt ud af, at sådan noget bedst egner sig i meget kontrollerede miljøer. Så snart man begynder at smide træet ud i vind og vejr, slår det sig på en måde, hvor det kan være svært at skille ad igen.
De droppede derfor hurtigt ideen om snedkersamlingerne og begyndte at kigge mod legetøjets verden, hvor de fandt deres løsning.
- Her blev vi inspireret af Meccano-byggesættene, som er det her system, der netop består af træpinde, man spænder sammen med bolte gennem huller, der allerede er lavet.
Testet på Roskilde Festival
Studieprojektet er Lasse Korsholm nu gået videre med. Og i år nåede han så en milepæl med byggesystemet, da han fik lov at teste konceptet af på Roskilde Festival foran både ministre, fonde, virksomheder og festivalgæster.
- Vi blev udtaget af Tubordfondet og Roskilde Festival under projektet ’Det Cirkulære Laboratorie’, hvor unge iværksættere får muligheden for at prøve deres grønne innovative løsninger af under festivalen, siger han og fortæller, at han fik god respons.
- Folk på Roskilde Festival syntes, det var sjovt at bygge. Nogle klappede næsten i hænderne, da de så det. Og ellers har mange sagt, at det er et genialt og simpelt koncept. Særligt det her med, at det er nemt at samle, og at man kan genbruge alle materialerne.
Mange muligheder
Foruden festivaler forestiller Lasse Korsholm sig, at byggesystemet også vil kunne bruges på messer.
- Det kunne være rigtig fedt, hvis der er nogle virksomheder, der kan se værdien i at bygge deres stande med noget, der er så bæredygtigt, som det her. Ellers tænker jeg, at det kan bruges til forskellige former for workshops. Vi vil rigtig gerne undersøge markedet for det her med at lade voksne mennesker bygge og skabe noget sammen, siger han og tilføjer, at det omvendt også ville kunne bruges af børn og unge.
- Det er jo på mange måder stadig legetøj. Og det smarte er, at man ikke behøver at bruge noget eldrevet værktøj. Boltene kan blot spændes på eller løsnes med enten håndkraft eller ved hjælp af en svensknøgle. På den måde er det meget nemt at gå til for folk i alle aldre.