Drop LCA-bøvlet og send det videre Det er især små håndværksmestre, der kan få glæde af ABC Pavilloners service, vurderer miljøansvarlig for ABC Pavilloner og Concept Living, Thomas Kildeby Pedersen.

Drop LCA-bøvlet og send det videre

Nye klima- og dokumentationskrav omfatter blandt andet LCA-rapportering, hvilket modulproducenten ABC Pavilloner nu tilbyder at udføre for mindre virksomheder, der på grund af manglende viden eller begrænsede ressourcer ikke selv er i stand til det

Mindre virksomheder inden for byggebranchen som f.eks. selvstændige tømrere eller snedkere får nu mulighed for at få udført de lovpligtige LCA-beregninger ved mindre byggeprojekter med modulproducenten ABC Pavilloners nye tilbud om netop dette.

Pr. 1. januar 2023 trådte kravet om at foretage de såkaldte LCA-beregninger i kraft, hvilket betyder, at byggevirksomheder skal kunne dokumentere, at deres produkter og bygninger opfylder de nye klima- og dokumentationskrav. LCA-beregninger anvendes til at vurdere miljøpåvirkningen gennem hele livscyklussen for et produkt eller en bygning og skal bidrage til at mindske bygningers miljøaftryk.

For at hjælpe virksomheder, som ikke råder over de fornødne ressourcer og derfor har brug for hjælp til at opfylde de skærpede klima- og dokumentationskrav, tilbyder modulproducenten ABC Pavilloner nu at foretage LCA-beregningerne for mindre virksomheder, der beskæftiger sig med byggerier på under 1000 m2.

- Vi oplever, at flere mindre virksomheder i byggebranchen har svært ved at overskue det at skulle foretage LCA-beregninger, da de måske ikke besidder den fornødne viden om eller kompetencer til det. Da vi allerede leverer LCA-beregninger til større byggeprojekter på over 1000 m2, var det nærliggende at brede ydelsen ud, så den nu også inkluderer de mindre virksomheder i branchen, siger miljøansvarlig for ABC Pavilloner og Concept Living, Thomas Kildeby Pedersen.

- Selve ydelsen, som vi tilbyder, omfatter blandt andet udarbejdelsen af en LCA-rapport, som udgør en del af den dokumentation, der i dag er påkrævet i forbindelse med ansøgning af ibrugtagningstilladelse. De virksomheder, vi særligt tænker kan få glæde af vores ydelse, er for eksempel små håndværksmestre, der bygger og er totalleverandører af parcelhuse eller rækkehuse, og mindre typehusfirmaer samt ved opførelsen af institutioner som børnehaver, da de i langt de fleste tilfælde er under 1000 m2.

Ifølge ABC Pavilloner kommer langt størstedelen af arbejdet med at foretage LCA-beregningerne til at foregå digitalt ved at tage udgangspunkt i tilsendte tegninger samt oplysning om materialer. Det vil sige, at der som udgangspunkt bliver tale om en landsdækkende ydelse, da der ikke er behov for fysisk at se den enkelte bygning, når beregningerne skal foretages.

-dc

1/6 2023