Fælledby får et bofællesskab, som ikke er set førByggeriet forventes at være klar til indflytning i slutningen af 2025 og kommer således umiddelbart efter nabolagets første boligkarré, hvor de første lejligheder kan afleveres i midten af 2025.

Fælledby får et bofællesskab, som ikke er set før

En del af bofællesskabet inkluderer tre lejligheder på hver etage, der deler en stor, fælles altan og får et fælles ankomstområde

De første beboere i Fælledby kan se frem til hyggelige opholdsarealer i stueetagen med både café, restaurant og plads til at mødes med naboerne, når en ny boligkarré med 103 lejligheder står færdig i 2025.

- Vi ved, at fælles mødesteder og et spirende butiksliv er vigtigt for beboere, der flytter til et nyt byområde. Derfor er vi gået efter at anlægge Fælledbys første, fælles nabolagshus så tidligt som muligt, hvor vi skaber rammerne for både naboskab og cafémiljø fra starten, siger adm. direktør Erling Thygesen.

Boligtilbuddet inkluderer lejligheder til både familier, singler og par med arealstørrelser på mellem 62 og 113 m2 og boligtyper fra to til fem værelser. En del af byggeriet bliver desuden opført som bofællesskab, hvor tre lejligheder på hver etage deler en stor, fælles altan og omkring et fælles ankomstområde.

- Vi har fra starten ønsket at designe et bofællesskab i en del af bygningen, som er møntet på, at en gruppe beboere kan deles om et større fællesareal og samtidig trække sig tilbage i private omgivelser i hver deres lejlighed, forklarer Søren Rasmussen, indehaver af ONV Arkitekter, som har tegnet byggeriet.

Netop denne type bofællesskab er unikt og udspringer af det såkaldte Boliglaboratorium, etableret af Statens Kunstfond og Realdania, som siden 2019 har samlet en række brancheaktører om at udvikle boligkoncepter, som svarer på fremtidens udfordringer.

- Vi ved fra forskningen og egne analyser, at starten på det gode naboskab primært sker omkring ankomsten til vores boliger. Ved at placere beboernes fællesarealer her fremfor et aflukket rum et andet sted i bygningen øger vi frekvensen af uformelle møder og samtaler mellem naboerne, uddyber Søren Rasmussen.

Ligesom resten af Fælledby opføres byggeriet af træ i alle bærende konstruktioner og med en varieret facade af stål, skiffer og træ. Byggeriet skal opføres af totalentreprenøren Scandi Byg, som bygger i træmoduler, der produceres på egen fabrik i Løgstør.

Dette byggeprincip gør, at transporten af elementer til byggepladsen minimeres, og at træmodulerne kan indrettes med f.eks. køkken- og toiletinventar fra fabrikken. Derved simplificeres selve opførelsen på byggepladsen, hvor man groft sagt blot skal samle modulerne til det færdig råhus og montere facader og tag.

Om byggeriet

Bygherre er Fælledby P/S
Arkitekt er ONV Arkitekter
Landskabsarkitekt er 1:1 Landskab
Totalentreprenør er Scandi Byg
Byggeriet forventes færdigt ultimo 2025

-dc

16/8 2023