Södra skal levere træet til Marmormolen Marmormolen bliver 34.100 m2 i alt og kommer til at bestå af 28.000 m2 træhus fordelt på otte etager op til 36 meters højde.

Södra skal levere træet til Marmormolen

Efter flere måneders grundig research og dialog har LM Byg indgået en aftale med den svenske træleverandør, Södra, om de ca. 5700 m3 CLT og 2300 m3 limtræ, der skal udgøre råhuset til AP Ejendommes nye kontordomicil på Marmormolen.

Byggeriet af AP Ejendommes trædomicil på Marmormolen skrider frem. Pihlkonsortiet er totalentreprenør på projektet, og konsortiepartneren LM Byg er nu i fuld gang med at forberede sig på næste stadie af byggeriet - opførslen af råhuset.

Når Marmormolen står færdig, vil bygningen rage 36 meter op over havnebassinet og fordele sig over otte etager over jorden. Det 28.000 m2 store byggeri skal næsten udelukkende bestå af træ, og ikke alene skal kontordomicilet hvile på et skelet af træ, Marmormolens råhus kommer også til at fremstå råt og blottet, så træet bliver et fremtrædende element i indretningen.

Projektet byder på en ny og alligevel velkendt opgave for LM Byg. Marmormolen bliver råhusentreprenørens første i træ, og efter flere måneder grundig research og forberedelse, har råhusspecialisten nu fundet den helt rigtige leverandør til projektet - den svenske træleverandør, Södra.

- Med flere årtier i branchen har Södra bevist, at de er en seriøs og konkurrencedygtig træleverandør. Södra leverer mange forskellige løsninger indenfor træ, bl.a. konstruktionstræ, CLT, træbeklædning, m.m. Derudover har Södra også en bæredygtig tilgang til skovdrift og matcher LM Bygs behov og ambitioner på byggematerialer såvel som bæredygtighed. Derfor er vi rigtig glade for at kunne indgå en aftale med dem om at levere træet til råhuset på Marmormolen, siger direktør i LM Byg, Frank Aarslew-Jensen.

Også i Södra er man glade for aftalen med LM Byg, der lyder på leveringen af ca. 5700 m3 CLT og 2300 m3 limtræ.

- Det indledende samarbejde med LM Byg har været utrolig godt med god kommunikation og tillid. Derfor er vi også meget glade for at have indgået en aftale, så vi kan fortsætte partnerskabet på projektet på Marmormolen. Vi ser, at træ og biobaserede produkter er en del af fremtidens byggematerialer. Set gennem træbriller er Marmormolen et spektakulært byggeri, og projektet vidner om en ambitiøs bygherre og entreprenør. Som træ- og videnleverandør er det er en fornøjelse at være med til at understøtte et projekt som dette, siger Kenny Holm, markedschef for Södra Building System Danmark.

Træ vinder frem som byggemateriale
Som det eneste nye byudviklingsområde er københavnerbydelen Nordhavn blevet tildelt platin, som er den højeste certificering indenfor bæredygtigt byggeri. For at leve op til kravene skal det nye Nordhavns bygninger opnå Platin eller Guld indenfor DGNB-certificeringen.

Det er også målet at opnå DGNB-certificeringen Platin på Marmormolen. Det sker bl.a. ved at bidrage til flere af FN's Verdensmål, så omstillingen indenfor grønt byggeri rykkes fremad.

Derfor var det også en vigtig milepæl i projektet, da AP Ejendomme i august 2022 kunne fortælle, at Københavns Kommune havde givet tilladelse til opførslen af den 36 meter høje træbygning. Byggetilladelsen var samtidig tegn på et skifte i dansk byggeri, der indtil nu ikke har haft særlig stor tradition for at bygge i træ - slet ikke i de højder, Marmormolen bevæger sig i - men nu i højere grad kaster sig ud i store byggerier i materialet.

- Selvom vi allerede nu ser store projekter på tegnebrættet og i udførelse, er vi kun i begyndelsen. Vi forventer, at markedet for byggerier med CLT som det bærende materiale vil vokse meget mere i den nærmeste fremtid. Især indenfor store byggerier. Træ er særlig godt som råhusmateriale, fordi det er nemt at arbejde med, har en positiv betydning for konstruktionens samlede klimaaftryk og er produceret med stor nøjagtighed.

- Det kræver heller ikke ekstra arbejde at vedligeholde, og derfor er der ingen væsentlig grund til at fravælge træ som byggemateriale, uanset om det skal være synligt i konstruktionen eller ej, forklarer Kenny Holm.

Et partnerskab, der giver nye råhuskompetencer
Træets indtog i byggeriet skyldes især udviklingen af CLT-teknologien. 

- CLT har mange af de samme kvaliteter som beton, men det er dog ikke bare et spørgsmål om at skifte det ene materiale ud med det andet 1:1. Der er flere forskelle, eksempelvis skal der udarbejdes en fugtstrategi for trækonstruktionen, og styrkeklasserne er også anderledes end ved beton, siger Frank Aarslew-Jensen.

I øjeblikket er LM Byg ved at opføre råhusene på flere højtprofilerede projekter, såsom Mary Elizabeths Hospital, BIGs nye hovedkontor, den nye bydel i Nordhavn, Nordø, samt en boligkarre, et længehus og et 80 meter højt tårn i Carlsberg Byen. Projektet på Marmormolen skriver sig dermed ind i en lang historik om ekspertise indenfor opførslen af en bred vifte af råhustyper. Det er med afsæt i denne stærkt funderede faglighed, at LM Byg snart kaster sig ud i opførslen af AP Ejendommes ambitiøse træhus.

- Der er ikke to råhuse, der er ens. Derfor går vi altid til opgaven med nysgerrighed og et ønske om at udfordre og udvikle vores håndværk. Da Marmormolen er vores første råhus i træ, har vi skullet omstille os og udvide vores råhuskompetencer, og der har Södra været en stor hjælp i planlægningsfasen. Derfor er vi også glade for, at Södra fortsat vil assistere os i opførslen af råhuset og hjælpe LM Byg med at udvikle vores kompetencer og viden indenfor træ yderligere. Nu glæder vi os til at komme i gang og både lære og vise, hvad man kan bygge med træ, siger Frank Aarslew-Jensen.

-dc

19/10 2022