Trævirksomhed godt på vej mod klimamålsætning
I 2022 reducerede Keflico sin CO2-udledning trods et år med høj aktivitet. Dermed tog virksomheden et vigtigt skridt mod målsætningen om at blive klimaneutral indenfor Scope 1 og 2 inden 2030
Sidste år satte trævirksomheden Keflico sig et mål om at blive klimaneutral indenfor Scope 1 og 2 inden 2030 i henhold til Science Based Target Initiative. Dén målsætning er kommet godt fra land. Ifølge virksomhedens nyligt offentliggjorte bæredygtighedsrapport lykkedes det nemlig sidste år Keflico at reducere CO2-udledningen med næsten seks % sammenlignet med 2021. Dette sker i et år, hvor Keflico ifølge sit nyligt offentliggjorte årsregnskab har slået rekord i både omsætningen og resultatet før skat.
Arbejdet med at balancere forretningen samtidig med at skabe bæredygtige forandringer går således godt for trævirksomheden. Keflico har i flere år både minimeret sin klimapåvirkning samt øget andelen af bæredygtighedscertificerede produkter i sortimentet – og så har virksomheden netop fået sin klimaplan for fremtiden godkendt af Science Based Target Initiative.
- Ved at tilslutte os FNs Science Based Target Initiative understreger vi, at vi arbejder seriøst med bæredygtighed. Det er et fokus, som bliver bakket op af handling, og vi er yderst tilfredse med, at vi gennem en aktiv indsats er lykkes med at reducere vores klimaaftryk.
- Det er blandt andet sket ved adfærdsændringer samt konkrete initiativer som installation af et solcelleanlæg på dele af taget på vores lagerhal i Støvring, lyder det fra administrerende direktør, Mads Stenstrop, som fortæller, at det fremadrettede fokus vil være på at nuancere klimatallene yderligere samt foretage konkrete reduceringer af virksomhedens klimapåvirkning:
- Den bæredygtige udvikling er en proces – og vi har kun taget de første spæde skridt mod vores klimamål – men vi agter at tage endnu flere store skridt nu og fremadrettet. Vi arbejder derfor hårdt på at nuancere vores datagrundlag, så vi kan blive endnu skarpere og iværksætte konkrete handlinger med størst mulige effekt for klimaet.
Vil gøre træ tilgængeligt for alle
Hos Keflico, der handler med den træforbrugende industri samt de danske tømmerhandler og byggemarkeder, oplever man en stadig støt stigende interesse for bæredygtige materialer som eksempelvis træ. Særligt de nye lovkrav om eksempelvis mindre CO2-udledninger ved nybyggeri har skærpet fokus hos byggeriets aktører på byggematerialernes bæredygtige egenskaber, kvaliteter og dokumentation.
Og der er noget at hente i byggeriet ved at kigge mod de mere bæredygtige materialer. Det viser en rapport for Rambøll fra 2020 blandt andet. Her anslås det, at en typisk skalmur udleder mellem 41-45 kilo CO2-ækvivalenter per m2, hvorimod træbeklædning kun udleder 3-4 kilo CO2-ækvivalenter per m2. Der er altså væsentlige klimabesparelser at hente i de mere bæredygtige materialer for en byggebranche, der i dag står for omkring 40 % af den samlede globale CO2–udledning.
Derfor har Keflico udviklet en ny onlineløsning, der giver adgang til alle de relevante produktoplysninger, som både byggebranchen og de private forbrugere efterspørger. Her kan man finde alt lige fra produkternes tekniske egenskaber, kvaliteter, anvendelsesmuligheder, til hvad der er på lager lige nu, certificeringer, godkendelser, miljøvaredeklarationer og livscyklusanalyser:
- For at gøre træ lettere tilgængeligt og imødekomme de stigende krav til dokumentation har vi de seneste år brugt betydelige ressourcer på at indsamle og opdatere informationer på vores næsten 3000 forskellige træ- og træbaserede produkter. Informationen har vi gjort frit tilgængelig online på vores hjemmeside. Vi mener nemlig, at træ skal være tilgængeligt for alle, fortæller kommerciel direktør, Camilla Hyldgaard Thomsen.
Keflico har en ambition om at integrere løsningen med andre databaser, eksempelvis Byggebasen, EPD Danmark og LCA-byg for at skabe endnu mere transparens på tværs i branchen. Og ikke mindst for at gøre det nemmere for byggeriets partnere at træffe kvalificerede materialevalg.
-dc