Loftsproducent lancerer bæredygtig verdensnyhed
Armstrong lancerer det første loft nogensinde med den eftertragtede Cradle to Cradle-certificering
Den velkendte loftproducent, Armstrong, har netop fået et produkt på hylderne, der har opnået den eftertragtede Cradle to Cradle-certificering. Det drejer sig om loftet Perla OP, og certificeringen vækker stor glæde hos Armstrongs danske eneforhandler, Mogens Rasmussen i Middelfart.– Det er en verdensnyhed og helt unikt, at man nu har mulighed for at vælge et gennemført miljørigtigt loft, hvor der er garanti for bæredygtighed igennem hele produktets livscyklus, forklarer indehaver Peter Gjerløff og oplyser, at loftet henvender sig til ethvert byggeprojekt, hvor bæredygtighed og en grøn profil vægter tungt – herunder byggerier i sundheds- og undervisningssektoren.
Nem rengøring og godt indeklima
Perla OP skal i henhold til Cradle to Cradle overholde særlige regler i forhold til, hvor materialerne kommer fra, og hvordan restprodukterne bliver behandlet. Desuden har loftet en masse gode egenskaber, der blandt andet vil lette rengøringen i dagligdagen og forlænge levetiden. Loftet er konstrueret, så det tåler hyppige aftørringer med en opvredet klud, mens en særlig overflade gør det i stand til at modstå ridser og skår.
Samtidig er loftet ISO 5-certificeret, og i kraft af en førsteklasses luftgennemstrømning sikres et godt og sundt indeklima. Loftet leveres desuden i den skrappeste absorptionsklasse, klasse A.
Loftet består af 53 % genbrugsmaterialer, og alle materialer er fuldstændig genanvendelige.
Regulerer temperaturen på kontoret
Med CoolZone fra Armstrong får bygherrer og arkitekter et varme- og kulderegulerende loft, der vil sænke energiforbruget og sikre en behagelig temperatur i store lokaler.
– CoolZone regulerer temperaturen i rummet alt efter forholdene. Hvis det er koldt, kan det afgive varme, som er lagret i den gel, der er en del af loftet. Omvendt kan det absorbere varme og dermed køle rummet, hvis det er en varm sommerdag. Du sparer dermed penge ved ikke at skulle holde et dyrt klimaanlæg i gang, forklarer indehaver Peter Gjerløff fra Mogens Rasmussen.
Det nye loft henvender sig primært til store kontorarealer, hvor temperaturen er mest vanskelig at kontrollere, og hvor man får størst udbytte af indsatsen. Ifølge Armstrong kan det tidspunkt, hvor man skal tænde for mekanisk køling, udsættes med op til fire timer i forhold til traditionelle lofter. Det skyldes, at anlægget absorberer den varme, som computere og mennesker udleder i løbet af arbejdsdagen, og frigiver den igen, når temperaturen falder i rummet om aftenen og natten.
- kj