Faglærte er ikke fastlåst i deres erhverv - hver tredje videreuddanner sig tidligt
Langt hovedparten af de nyudlærte elektrikere og vvs’ere fortsætter direkte ud i installationsbranchen, men op til en tredjedel af dem videreuddanner sig i løbet af de første fire år
De er både eftertragtede på arbejdsmarkedet og videreuddanner sig flittigt i årene, efter de har fået svendebrevet.
Det er hovedkonklusionen i en ny analyse af mere end 16.000 nyudlærte elektrikeres og vvs'eres karriereforløb, udarbejdet af analysebureauet Moos-Bjerre for Tekniq Arbejdsgiverne, Dansk El-Forbund og Blik- og Rørarbejderforbundet.
- Det er utrolig positivt, at landets mange faglærte i installationsvirksomhederne er præget af stor videbegærlighed og faglige fordybelse. Det er altafgørende i en tid, hvor den grønne omstilling af samfundet og den teknologiske udvikling generelt tager fart.
- Samtidig er det vigtigt at få dokumenteret, der er et væld af karriereveje at gå inden for det tekniske erhvervsliv, og man er på ingen måder er fastlåst med en faglært teknisk uddannelse i hånden, siger Maria Schougaard Berntsen, underdirektør i Tekniq Arbejdsgiverne.
Langt størstedelen af de nyudlærte elektrikere (87 %) og vvs'ere (89 %) vælger at starte deres karriere direkte i installationsbranchen, hvor de oplever en høj grad af jobsikkerhed og efterspørgsel på deres kompetencer.
Men analysen viser samtidig, at en stor del af dem har mod på at lære mere. 32 % vælger et nyt uddannelsesforløb i løbet af de første fire år, efter de har fået deres svendebrev i hånden. For vvs-energispecialisterne er det 21 %.
De begynder blandt andet på installatøruddannelserne, maskinmester, adgangseksamen til ingeniøruddannelserne og bygningskonstruktør.
Med en uddannelse som elektriker eller vvs-energispecialist står man derfor ikke blot stærkt i installationsbranchen – der er også rig mulighed for at udvikle og videreuddanne sig.
- Analysen viser, at der er mange faktorer, der gør vvs-branchen attraktiv og som betyder, at 89 % vælger at blive i faget. Den store jobsikkerhed er for eksempel afgørende. Det er naturligvis positivt.
- Men jeg lægger også mærke til, at der er mange, der arbejder i en bred vifte af brancher og at, der er mange, der vælger at videreuddanne sig. Det viser tydeligt, at man ikke bare uddanner sig til én bestemt type af job.
- Og det sætter en fed streg under, at der er mange forskellige karriere- og videreuddannelsesmuligheder, når man har vvs-energiuddannelsen, siger Henrik W. Petersen, forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet.
Forsvindende få (3-5 %) kommer slet ikke ind installationsbranchen i årene efter endt uddannelse.
Karrieremuligheder i og uden for branchen
Analyserne peger på, at nogle nyuddannede vælger at starte uden for installationsbranchen, men vender senere tilbage til rødderne, hvilket vidner om den fleksibilitet og værdi, som en teknisk uddannelse bringer med sig.
For dem, der forlader installationsbranchen, er mulighederne mange. De kan arbejde i bygge- og anlægsbranchen eller stillinger inden for rådgivende ingeniørvirksomheder og i Forsvaret.
Faktisk er sidstnævnte topscoreren, da mellem 7 og 10 % får ansættelse der, når de søger væk fra installationsbranchen.
- Alle muligheder er åbne med et svendebrev som elektriker. Du kan skifte jobområde, skifte til nichebrancher og specialisere dig eller læse videre. Med elektrikeruddannelsen er der ingen døre, der er lukkede, og som analysen viser, så er der også mange elektrikere, der ender med at vende tilbage til installationsbranchen.
- Analysen viser samtidig, at der er nogle lavthængende frugter at plukke for de virksomheder, der målrettet arbejder med inklusion og diversitet som løftestang til at skabe et mere trygt arbejdsmiljø, der bidrager til fastholdelsen af dygtige medarbejdere.
- Det er der brug for i en tid, hvor virksomhederne skriger efter kompetence elektrikere – ikke mindst til arbejdsopgaverne i forbindelse med den grønne omstilling, siger Benny Yssing, forbundsformand i Dansk El-Forbund.
-dc