Aktuelle nyheder - VVS

Kvindelig VVS-montør: Mandefag er en gammel skrøneMandefag hører fortiden til som håndværkets traditionsbundne myte uden hold i dagens arbejdsmarked, hvor der er brug for alle, lyder det fra VVS montør Janni Hiltunen.

Kvindelig VVS-montør: Mandefag er en gammel skrøne

En håndværker behøver ikke være to meter bred over skuldrene, fastslår Janni Hiltunen, der netop er blevet fastansat som VVS-montør i John Jensen VVS

Del artiklen på

Samfund

- Ingen tvivl: Efter nogle omveje omkring job som dyrepasser, postbud og fabriksarbejder er jeg havnet på rette hylde. VVS-faget er virkelig spændende og jeg har fået mit drømmejob, fastslår Janni Hiltunen, der ønsker at gøre op med fordommene om, at håndværksfag er mandefag.

- Selvfølgelig rammer man ind i nogle tunge løft, som kræver lidt brede skuldre og fysisk styrke, men lige så tit er der brug for smidighed til at løse en opgave dybt inde i et snævert skab. Derfor er det også i håndværksfagene forældet at tale om mand eller kvinde, siger Janni Hiltunen, der efter tre år som voksenlærling afsluttede VVS-uddannelsen i John Jensen VVS med udmærkelse og i dag er fastansat i samme firma.

HR-chef Heidi Hamann er enig:

- Det handler om faglige kompetencer og gensidig respekt i en hverdag, hvor vi på tværs af kønnene supplerer hinanden og skaber nye synergier ved at udnytte de fysiske forskelle til at løse opgaverne, konkluderer hun.

- Sammen kan vi mere, og der er plads til mange flere. Alle undersøgelser viser, at håndværksfagene kommer til at mangle kvalificeret arbejdskraft for at matche mængden af opgaver. Håndværket har brug for kvinderne, og jeg håber, at vi i årene frem får gjort op med håndværkets forældede, kønsopdelte traditioner blandt både kvinder og virksomheder.

Afslag på afslag
Janni Hiltunen, der bestod svendeprøven med udmærkelse for et projekt med gasinstallation og fremføring af brugsvand i et sommerhus, lægger ikke skjul på stolthed over at fortsætte læretiden i John Jensen VVS med et fast job som VVS-montør i firmaets forsikringsafdeling - et ønskejob, som hun inden læretiden var tæt på at opgive drømmen om.

- Det så ellers ret umuligt ud. Jeg opsøgte virksomheder på VVS-messer, sendte utallige uopfordrede ansøgninger på mail og afleverede personligt mere end 70 ansøgninger, men hver gang var resultatet et afslag på den læreplads, som jeg så brændende ønskede mig.

- Jeg var så tæt på at opgive, da en lærling på EUC i Næstved foreslog, at jeg skulle se stort på afstanden fra mit hjem i Ringsted og sende en ansøgning til John Jensen VVS i Hedehusene.

- Så gik det stærkt. Dagen efter var jeg til samtale, fik en aftale om prøve-praktik, og to uger senere var jeg ansat som voksenlærling, jeg var optaget i lærlingeklubben, jeg havde fået en erfaren VVS-montør som personlig mentor, og jeg var blevet del af et stærkt fællesskab.

- Siden er det gået slag i slag i et lærerigt og afvekslende uddannelsesforløb med en mentor i hånden på rundtur fra afdeling til afdeling, mange sociale fælles-arrangementer og opgaver, der dækker hele viften af VVS-branchens opgaver for både boligselskaber, entreprenører og rådgivere, siger Janni Hiltunen der kalder læretiden for en både fagligt og menneskeligt fantastisk rejse, hvor hun som eneste kvindelige VVS'er fra dag ét er blevet opfattet som en ligeværdig partner.

- Jeg har kun mødt åbne og dygtige mennesker med respekt for faglighed og lyst til samarbejde om at levere godt håndværk, kvalitetsløsninger og tilfredse kunder, fastslår Janni Hiltunen.

-los


Læs mere om VVS

14/2 2020
  • Danvak

    Danvak

    Forum for professionelle inden for HVAC, energi og indeklima
  • Munters

    Munters

    Energieffektive luftbehandlingsløsninger. Ideelt og kontrolleret klima