Aktuelle nyheder om byggebranchen - VVS

Pas på med vandarmaturer fra udenlandske hjemmesider

Pas på med vandarmaturer fra udenlandske hjemmesider

Byggevarer i kontakt med drikkevand må ikke afsmitte potentielt sundhedsskadelige stoffer til drikkevandet. De skal derfor overholde dansk eller lignende godkendelsesordning

Del artiklen på

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Ida Auken (RV) peger i et spørgsmål til transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen på, at fire ud af seks vandarmaturer er blevet testet ulovlige på det danske marked.

Det er sket i forbindelse med en markedskontrol fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, og Ida Auken ønsker på den baggrund at vide, om det er en følge af mere lempelige krav til dokumentation af byggevarer i kontakt med drikkevand, som er årsagen til, at de pågældende armaturer er kendt ulovlige.

Ministeren oplyser i sit svar, at der i Danmark er regler for markedsføring og salg af byggevarer i kontakt med drikkevand, og at reglerne har til formål at sikre, at byggevarer i kontakt med drikkevand ikke afsmitter potentielt sundhedsskadelige stoffer til drikkevandet.

Reglerne overtrådt
Ifølge reglerne skal der foreligge en dansk eller nogle konkret angivne udenlandske godkendelser/certifikater inden markedsføring og salg af armaturerne, og en aktør – der
ønsker at markedsføre og sælge eksempelvis vandhaner – skal sikre, at det sker efter reglerne.

Ole Birk Olesen oplyser videre,. At de seneste stikprøvekontroller primært har været rettet mod internetforhandlere:

- Det har konsekvenser, hvis det konstateres, at reglerne ikke overholdes. Når produkter, som følge af kontrol konstateres ulovlige på det danske marked, skyldes det, at reglerne for markedsføring og salg af byggevarer i kontakt med drikkevand er overtrådt, oplyser ministeren, der i øvrigt noterer, at ansvaret for den udførende markedsovervågning af byggevarer siden 1. februar i år er overført til Sikkerhedsstyrelsen under Erhvervsministeriet.

Byggevarer flytter til nethandel uden konkurrence
Det blev i øvrigt fra 2016 muligt, at godkendelser og certifikater fra ordninger i Tyskland, Holland og Sverige – i tillæg til den danske godkendelsesordning – kan danne grundlag for markedsføring og salg af byggevarer i kontakt med drikkevand uden en supplerende dansk godkendelse:

- Det må forventes, at handel med vandhaner og andre byggevarer i kontakt med drikkevand flytter til udenlandske hjemmesider, herunder muligvis til steder uden krav til afsmitning af stoffer til drikkevandet, hvis der ikke findes et tilstrækkeligt udbud af produkter på det danske marked. Af hensyn til både forbrugere, producenter og forhandlere er det derfor
væsentligt, at der er velfungerende regler på området for byggevarer i kontakt med drikkevand i Danmark, slutter Ole Birk Olesen.

Dråbemærket
Hvis forbrugerne selv ønsker at kontrollere produkter, kan der på Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens hjemmeside fås oplysninger om byggevarer i kontakt med drikkevand og adgang til lister over de byggevarer, som har de krævede godkendelser eller certifikater.

Hvis en aktør, der markedsfører en byggevare i kontakt med drikkevand, vælger at mærke sin vare med det såkaldte ”dråbemærke”, kan det også på denne måde ses, at byggevaren har en dansk godkendelse.

Læs mere om VVS

12/3 2019