Aktuelle nyheder - VVS

Store forskelle på lærlingeområdetUnderdirektør i Tekniq Arbejdsgiverne, Tina Voldby.

Store forskelle på lærlingeområdet

Mens landets el- og vvs-installationsvirksomheder har formået at hæve antallet af uddannelsesaftaler i forhold til sidste år, så kniber det mere på industriområdet

Del artiklen på

Til trods for virusudbrud og delvise nedlukninger af Danmark er det lykkedes for el- og vvs-installationsbranchen at holde fast i de senere års positive udvikling, når det gælder om at åbne dørene for et stigende antal lærlinge.

I årets første tre kvartaler er antallet af indgåede uddannelsesaftaler således ifølge nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet steget med sammenlagt 14,6 % ift. samme periode året før – 11,7 % for elektrikere og 22,1 % for vvs-energispecialister.

- Det er meget imponerende tal, som vel at mærke kommer oven på markante stigninger på lærlingeområdet de foregående år. Så det er bemærkelsesværdigt, at man har kunnet holde fast i denne udvikling til trods for den situation, vi står i lige nu, med en pandemi, som stadig brager løs, med al den usikkerhed det skaber, siger Tina Voldby, der er underdirektør i Tekniq Arbejdsgiverne, der repræsenterer ca. 4100 virksomheder indenfor el, vvs og metal, og uddyber:

- Samtidig er tallene en bekræftelse af, at det var helt rigtigt, da vi tidligere på året fik en lærlingepakke, der bl.a. gav virksomhederne større økonomisk sikkerhed ifm. ansættelsen af lærlinge. Det har helt sikkert været med til at skabe den udvikling, vi ser i installationsbranchen, vurderer Tina Voldby.

Industri stadig ramt af nedgang
Selv lærlingepakken har dog ikke været nok til at hjælpe industriuddannelserne op på samme niveau for antallet af nye lærlinge som sidste år. Eksempelvis viser de nye tal et fald på 7,5 % for smede og 10,5 % for industriteknikere.

- Det er lykkedes at indhente en del af faldet fra starten af corona-krisen – men altså langt fra det hele. Det er også helt naturligt med tanke på, at dansk industri stadig er ramt af produktionsnedgang og fortsat ikke er kommet helt op i gear endnu, siger Tina Voldby.

- Mange industrivirksomheder baserer en stor del af deres omsætning på eksport, og her er markedet præget af en stor usikkerhed, og så længe der er problemer med at have nok arbejde til medarbejderne, ja så holder man naturligvis igen ift. at ansætte flere lærlinge. Det er en udvikling, vi formentlig først for alvor vil se vende, når kunderne vender tilbage, og eksportmarkederne for alvor tør op igen, forudser Tina Voldby.

-kj

Læs mere om VVS

19/11 2020
  • Munters

    Munters

    Energieffektive luftbehandlingsløsninger. Ideelt og kontrolleret klima
  • Uponor VVS

    Uponor VVS

    Eksperter på VVS og indeklima
  • Danvak

    Danvak

    Forum for professionelle inden for HVAC, energi og indeklima