Aktuelle nyheder - VVS

Tekniq: Vigtig opbakning til grøn varme Simon O. Rasmussen understreger , at der er behov for at sætte turbo på udfasningen af den fossile opvarmning. Foto: .Jeppe Carlsen.

Tekniq: Vigtig opbakning til grøn varme

Arbejdsgivere glæder sig over, at regeringen med en ny aftale om grøn varme kobler akut hjælp til prisstigningsramte danskere sammen med et større fokus på udfasning af fossil opvarmning

Del artiklen på

Regeringen kunne i sidste uge præsentere en aftale med fokus på både akut hjælp til de danskere, der er blevet hårdest ramt af de stigende energipriser og en øget indsats for at øge tempoet i udfasningen af især gasfyr.

-Energiaftaler bør indgås bredt, og det er en skam, at en politisk aftale om noget så vigtigt som udfasningen af den fossile bygningsopvarmning er blevet relativt smal, siger Simon O. Rasmussen, underdirektør i Tekniq Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal, og uddyber:

- Når det er sagt, så er det fint, at man i aftalen kombinerer en varmecheck med fokus på udfasning af gasfyrene til fordel for grønnere og billigere opvarmningsformer som fjernvarme og varmepumper.

Tempo på udfasning
Dagens aftale vil sætte gang i udfasningen af gasfyr i de danske hjem. Regeringen forpligtes således til at fremlægge en plan for dette i et nyt energi- og forsyningsudspil i løbet af 2022.

-Det er vigtigt at få udfaset gasfyrene, og der er behov for at få sat en fast dato for, hvornår der skal slukkes for det sidste fyr. Det giver den enkelte boligejer bedre mulighed for at planlægge, og det sender et klart signal til alle om at vælge en grøn varmekilde, siger Simon O. Rasmussen.

At aftalen forpligter regeringen til at fremlægge en plan for udfasningen i et nyt energi- og forsyningsudspil i 2022, er ifølge Simon O. Rasmussen også et af aftalens absolutte styrker. Han understreger samtidig, at der er behov for at sætte turbo på udfasningen af den fossile opvarmning.

- Gasfyr står for 1,5 mio. tons udledt CO2 årligt. Vi ved at gasfyrene skal udfases, så hvert år, man forhaler udfasningen af gasfyrene, bidrager man unødvendigt til den globale opvarmning.

-Og hvis ikke vi får sat endnu mere fart på udfasningen, vil mange danske familier også de kommende år være sårbare overfor opsving i energipriserne, understreger Simon O. Rasmussen.

-pf

Læs mere om VVS

13/2 2022