Totaløkonomisk tilgang udløser ekstra tilskud429 lejligheder bliver lige nu totalrenoveret for samlet set 740 mio. kr., hvoraf Landsbyggefonden har bevilliget ca. halvdelen fra den grønne renoveringspulje. (Foto: Nils Holm)

Totaløkonomisk tilgang udløser ekstra tilskud

429 lejligheder i Sorgenfrivang bliver lige nu totalrenoveret for 740 mio. kr. Renoveringen forventes at medføre en energibesparelse på samlet set 66 %, og energi er tænkt ind i alle hjørner af projektet

Sorgenfrivang i Virum nord for København består af 740. De ikoniske højhuse er bygget tilbage i 50’erne, så selvom alt fungerede, var et ansigtsløft tiltrængt.

Projektet, der officielt kaldes ”Helhedsplan Sorgenfrivang 2”, er skudt i gang for over et år siden og omfatter godt halvdelen af lejemålene. De første beboere flytter tilbage i deres nyrenoverede boliger allerede i maj i år, mens de sidste lejligheder forventes at stå færdige i 2018.

Byggeprojektet styres af ejendomsleder Allan Olsson, der har et øje på hver finger, når han skal dirigere i den omfattende renovering af de første 429 lejligheder i Sorgenfrivang. Noget løses ved hjælp af eksterne entreprenører, der styrer underleverandører og beskriver de materialer, der skal anvendes.

Renoverer med omtanke
Andre entrepriser har Allan Olsson og hans team valgt selv at håndtere – heriblandt VVS-entreprisen og udskiftningen af armaturer og termostater i alle lejlighederne:

- Vi har været vant til en teknisk høj standard fra FM Mattsson gennem mange år, så det var vigtigt for mig at fortsætte i samme spor. De vandhaner, hoveentreprenøren anbefalede, levede ikke op til den standard, som jeg krævede, forklarer ejendomsleder Allan Olsson.

Det kræver selvfølgelig en stor ekstra indsats for ejendomskontoret selv at stå for dele af entreprisen. Men den opgave var Allan villig til at tage på sig og sit team af 11 ejendomsfunktionærer for at undgå, at entreprenøren skulle forsøge at ”erstatte” med billigst mulige produkt, og fordi han af erfaring ved, at de kvalitetstjekkede produkter betaler sig hjem i længden:

- Vi vil ikke gå på kompromis med kvaliteten. Vi gør det ordentligt med omtanke for klima og tanke for fremtiden, siger Allan Olsson.

Energitilskud sikrer energifokus
Hele Sorgenfrivang-projektet er præget af et fokus på en grønnere og mere energirigtig fremtid – hvilket også har været en forudsætning for, at Landsbyggefonden har bevilliget ca. halvdelen af projektsummen fra den grønne renoveringspulje. Alle materialevalg er fortaget med udgangspunkt i, at de skal kunne hjælpe beboerne med at spare på energien i fremtiden:

- Den armaturløsning, som er valgt i Sorgenfrivang, gør det lettere for beboerne at spare på vandet i fremtiden. Køkken- og håndvaskarmatur samt termostat og bruser har indbygget energioptimering, så de sparer på både vandforbrug og CO2, der udledes når der laves varmt vand, forklarer energirådgiver Claus Dennis Jønsson, FM Mattsson Mora Group Danmark.

- Den indledende undersøgelse viste et besparelsespotentiale på over 40 %. Sammen med Allans team af servicefolk gik vi rundt i de gamle lejligheder for at måle forbruget. Med udgangspunkt i vandforbruget og det energibesparelsespotentiale, vi ved, vores armaturer leverer, kunne vi beregne den forventede energibesparelse og dermed søge om tilskud, forklarer Claus Dennis Jønsson.

En ekstra bonus
Energitilskuddet beløber sig til ca. 165.000 kr., som udbetales, når det sidste armatur er monteret. Tilskuddet udbetales af energiselskabet, som har godkendt FM Mattsson Mora Groups beregningsark med forskellige armaturer fra både FM Mattsson, Mora og Damixa.

- Energitilskuddet er en ekstra bonus, som jo kommer uden om al budgetlægning og derfor bliver en dejlig pose penge, som ejendommen endnu ikke har øremærket til noget bestemt formål, siger Allan Olsson

Energitilskuddet giver overskud i vores energirenovering, hvilket giver mere spillerum i resten af projektet. Som regel er det ønsketingene, der nedprioriteres, men det har vi mere plads til nu, tilføjer han.

Slut med temperaturudsving
At VVS-delen er trukket ud af totalentreprisen og nu ligger på Allans skrivebord passer godt med, at Allan og ejendomskontoret også i det daglige selv står selv for service af installationerne:

- Det betyder meget, at jeg på forhånd ved, at vedligeholdelsesomkostningerne fra nu af og mindst 5 år frem er lig nul. Men vi har også nogle funktionelle udfordringer i og med, vi pumper vand fra 1.-14. sal med hydrofol.

-  Det stiller store krav til armaturer og termostater, fordi trykket varierer voldsomt, og det ville betyde store temperaturudsving, når beboerne står under bruseren, hvis ikke termostaterne havde indbygget trykstyring, forklarer Allan om hvorfor netop valget faldt på produkter fra Mora Armatur.

Ifølge beregningerne har de nye armaturer en tilbagebetalingstid på ca. 2 år, så renoveringsprojekt eller ej, havde udskiftningen givet bonus under alle omstændigheder. Det er ikke kun i VVS-entreprisen, at der er fokus på energibesparelse. Samlet set forventer foreningen en energibesparelse på i alt 66 % - og energi er tænkt ind i alle hjørner af Helhedsplan Sorgenfrivang 2.

En grøn fremtid
De nye, energirigtige armaturer kræver ikke ændret brugeradfærd, for hver måned at bidrage med en kontant besparelse.

Det er bl.a. koldstartsteknik og sparefunktion i bruseren, der vil komme beboerne til gavn og som helhed give ejendommen og boligforeningen en grønnere profil. Alle lejligheder får også monteret individuelle vandmålere for at skabe incitament til en mere energibevidst adfærd.

Målerne bliver monteret på både varmt og koldt vand, så beboerne selv kan se og følge deres forbrug – og også selv kan høste resultatet. Sådan er det ikke i ejendomme, hvor vand og varme til varmt vand afregnes gennem fællesudgifterne eller på baggrund af fordelingsnøgler og kvadratmeterpriser.

-cmn


Byggeprojektet i Sorgenfrivang styres af ejendomsleder Allan Olsson (t.h.) med rådgivning af energirådgiver Claus Dennis Jønsson, FM Mattsson Mora Group Danmark.

19/4 2016