Analyse af endnu en fast forbindelse på Lillebælt
Den indledende screening viste, at størstedelen af de foreslåede linjeføringer ikke havde trafikale gevinster, som kunne opveje anlægsomkostningerne. Nu foretages en ny analyse
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Ifølge Vejdirektoratets tal bliver der ”kritisk trængsel” over Lillebælt omkring 2040.
Det har fået Kenneth Fredslund Petersen fra DanmarksDemokraterne til at bede transportminister Thomas Danielsen redegøre for, hvorfor man har fravalgt at belyse trængsel i den nye strategiske undersøgelse vedrørende en ny Lillebæltsforbindelse.
Kenneth Fredslund Petersen peger på, at en sådan analyse vil være forholdsvis ukompliceret og ikke voldsomt dyrt.
Kritisk trængsel
Ministeren erkender, at det er besluttet at gennemføre en strategisk analyse af en ny vej- og bane forbindelse over Lillebælt
Den indledende screening viste, at størstedelen af de foreslåede linjeføringer ikke havde trafikale gevinster, som kunne opveje anlægsomkostningerne.
Derudover viste analysen, at kritisk trængsel på den nye Lillebæltsbro først forventes at indtræffe efter 2040.
Belastningsgrad kritisk ved 95 procent
Vejdirektoratet har ifølge ministeren beregnet, at belastningsgraden på den nye Lillebæltsbro i 2040 forventes at være på cirka 86 procent. Kritisk trængsel indtræffer ved 95 procents belastning.
Derfor blev det i første omgang besluttet at sætte analysen i bero.
Det er dog siden besluttet at genoptage analysen, hvor fokus nu primært er på mulighederne, hvis trafikken på en eller begge broer måtte blive helt eller delvist afbrudt.
Konkret undersøges en ny vejforbindelse parallelt med den nye Lillebæltsbro og en ny kombineret vej- og baneforbindelse parallelt med den gamle Lillebæltsbro.
Beredskab ved trafikafbrydelse
Det videre arbejde med de to alternativer skal udgøre et beredskab, som kan igangsættes, hvis det kommer til en afbrydelse af trafikken eller en væsentlig funktionsnedsættelse af en eller begge de nuværende forbindelser.
Skitseprojektering af en parallel vejforbindelse ved den nye Lillebæltsbro vil tage udgangspunkt i en løsning med samme kapacitet som på den nye Lillebæltsbro - en sekssporet motor vej med to nødspor. Der vil dog også blive udarbejdet et skøn på en merpris ved i stedet at anlægge en forbindelse med en ottesporet motorvej med to nødspor for at kunne øge kapaciteten i korridoren