Bauhaus åbner nyt varehus i Næstved
Efter en omfattende byggeperiode er Bauhaus nu klar til at slå dørene op til det nye byggevarehus i Næstved. Åbningen finder sted 19. juni 2026, hvor kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere kan se frem til at opleve det nye varehus
Det nye Bauhaus i Næstved er et moderne byggevarehus med bedre plads, forbedret logistik og et bredere sortiment – til gavn for både private og erhvervskunder.
Med åbningen afsluttes en længere byggeproces, hvor målet har været at skabe et varehus, der gør det nemmere og mere effektivt for kunderne at handle.
- Vi glæder os utrolig meget til at åbne i Næstved og byde både nye og eksisterende kunder velkommen. Det nye varehus er et vigtigt skridt i vores ambition om at være endnu tættere på vores kunder og tilbyde en endnu bedre kundeoplevelse, siger Mads Jørgensen, adm. dir. i Bauhaus.
I forbindelse med åbningen inviterer Bauhaus til en række arrangementer.
Forud for den officielle åbning vil der blive afholdt et VIP-arrangement, hvor særligt inviterede gæster og leverandører får mulighed for at opleve det nye varehus før åbningen.
Derudover afholdes et medarbejderarrangement, hvor medarbejderne og deres familier fejrer åbningen af det nye varehus.
- Vi har et stærkt team klar i Næstved, som virkelig glæder sig til at tage imod kunderne. Der ligger et stort arbejde bag, og nu ser vi frem til at skabe en god oplevelse i hverdagen – både for kunderne og for hinanden i varehuset, siger Dennis Wolthers, varehuschef i Bauhaus Næstved.
Med åbningen af det nye varehus styrker Bauhaus sin tilstedeværelse i Næstved og skaber et moderne byggevarehus med bedre muligheder for både kunder og medarbejdere.
Info om åbningsdagen
Dato: 19. juni 2026
Adresse: Vestergårdsvej 80, 4700 Næstved
Der vil være kaffe, morgenmad og aktiviteter på pladsen foran varehuset fra kl. 05.30.
Varehuset åbner officielt kl. 07.00 og holder åbent til kl. 22.00.
Næstveds borgmester Kenneth Sørensen (V) deltager på åbningsdagen, holder åbningstale og foretager den officielle åbning af varehuset.
-dc