Beskyttelsesafstand på 500 meter til biogasanlæg er kun vejledende
Flere naboer til biogasanlæg er ramt af negative symptomer fra øjne og luftveje
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Det stigende antal biogasanlæg med de deraf følgende gener for naboerne har fået Pil Christensen fra Enhedslisten til at spørge miljøminister Maria Reumert Gjerding, om der er behov for at opdatere vejledningen om en anbefalet beskyttelsesafstand på 500 meter fra større biogasanlæg til boliganvendelse, børneinstitutioner og skoler.
Hun henviser til, at cheflæge og forsker på Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, Jakob Hjort Bønløkke, fortæller, at der rundt om i landet er flere naboer til biogasanlæg, som har indrapporteret symptomer fra øjne og luftveje.
Beskyttelsesafstand er kun vejledende
Miljøministeren kalder det ”afgørende”, at hensynet til naboer og borgeres sundhed indgår i vurderingen, når der skal etableres et nyt biogasanlæg.
Det er ifølge ministeren grunden til, at beskyttelsesafstanden på de 500 meter fra et større biogasanlæg ”kun er vejledende”:
- Den anbefalede beskyttelsesafstand på 500 meter anvendes typisk i de planlægningssituationer, hvor en kommune ikke er bekendt med, hvilke konkrete virksomheder der vil blive etableret inden for lokalplanen, oplyser ministeren.
Bedst tilgængelige teknik
Når myndigheden får mere konkret viden om et større biogasanlæg, der ønsker at etablere sig, vil virksomheden være omfattet af krav om en miljøgodkendelse.
Det betyder i praksis, at godkendelsesmyndigheden ikke må give miljøgodkendelse, før myndigheden har vurderet, at virksomheden har truffet de nødvendige foranstaltninger til at forebygge og begrænse forureningen ved ”anvendelse af bedste tilgængelige teknik”.
Samtidig skal det også vurderes, at til- og frakørsel til virksomheden skal ske uden væsentlige, miljømæssige gener for de omkringboende.
Hensyn til omgivelserne
- Virksomheden skal i øvrigt kunne drives på stedet uden at påføre omgivelserne forurening, som er uforenelig med hensynet til omgivelserne sårbarhed og kvalitet, eksempelvis i forhold til luft-, lugt- og støjforurening. Større biogasanlæg vil ofte også være omfattet af miljøvurderingsloven, hvor der vil være behov for, at den relevante myndighed undersøger projektets konsekvenser for natur, miljø og mennesker, før der meddeles tilladelser og miljøgodkendelser, oplyser Maria Reumert Gjerding.