De gode erfaringer skal gøres til fællesejeProjekt Brandbank er sat i verden for at sænke barriererne for mere klimavenligt byggeri – uden at gå på kompromis med brandsikkerheden.

De gode erfaringer skal gøres til fælleseje

Udgivelsen 'Brandforhold og biobaserede materialer' er et værktøj målrettet alle, der arbejder med dokumentation af brandsikkerhed ved brug af biobaserede løsninger. Formålet er at dele viden på tværs af branchen og skabe en fælles forståelse

Nye klimakrav og ambitioner betyder, at byggeprojekter i stigende grad tager nye og til tider uprøvede klimavenlige løsninger i brug samt undersøger mulighederne for relevante fravigelser fra de præaccepterede løsninger.

Det betyder, at dokumentation skal skabes gennem brandprøvning, brandtekniske vurderinger og brandteknisk dimensionering. Det gør projekterne mere komplekse, øger behovet for specialiseret viden og kræver en tidligere og tættere dialog mellem arkitekter, ingeniører og entreprenører. 

Udgivelsen 'Brandforhold og biobaserede materialer' skal styrke vidensniveauet og dialogen om biobaserede materialer og brandsikkerhed på tværs af aktørerne.

Træinformation, Artelia og Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut står bag Projekt Brandbank, der står bag udgivelsen. Projekt Brandbank er sat i værk for at samle og formidle tilgængelig viden og dokumentation om biobaserede byggematerialers brandtekniske egenskaber. 

Projektet er støttet af Realdania og en lang række organisationer i træ- og byggebranchen. Det skal styrke branchens kompetencer, dokumentationsgrundlag og muligheder for at anvende mere klimavenlige løsninger i praksis.

Der er brug for at dele resultater og skabe et fælles videngrundlag, hvor flere kan tage del i dialogen om, hvordan biobaserede løsninger anvendes. Som Steffen Maagaard, markedschef for energidesign, bæredygtighed & indeklima hos Artelia, understreger:

- Vi ser en stor interesse for biobaserede materialer, og flere proaktive aktører har udført brandtests over de seneste år med positive resultater, der udfordrer vanetænkningen. 

- Men de gode erfaringer bliver ikke nødvendigvis delt i branchen og gjort til fælleseje, som kan lette dokumentationsbyrden og dermed fremme de mere biobaserede løsninger. Dette skal Brandbank bidrage til at forandre.

Publikationen er et konkret skridt på vejen, hvor der sættes fokus på opmærksomhedspunkter, anvendelse i praksis og strategi ved brandprøvning.

- Det er vores ambition, at publikationen på en enkel måde forklarer brandtekniske emner, så mange forskellige aktører i branchen føler sig trygge ved at indgå i dialogen med brandrådgivere om brandteknisk dokumentation ved anvendelse af biobaserede materialer. 

- Vi har derfor prioriteret læsbarheden, så flest muligt kan bruge den, lyder det fra Christen Kjer-Hansen, projektleder hos DBI.

Find publikationen her.

Projekt Brandbank

Publikationen udspringer af projekt Brandbank, der er etableret for at samle og dele dokumentation om brandforhold for biobaserede byggematerialer. Initiativet er sat i verden for at sænke barriererne for mere klimavenligt byggeri – uden at gå på kompromis med brandsikkerheden. 

En fælles platform skal samle og efterfølgende give branchen adgang til brandtests, data og dokumentation, der kan understøtte både projektering, innovation og bedømmelser. Det sker blandt andet ved at øge anvendeligheden af de allerede eksisterende brandtests, så flere aktører får mulighed for at (gen)anvende biobaserede løsninger i byggeriet.

Hvem står bag

Brandbank er udviklet i samarbejde mellem Artelia, Træinformation og DBI (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut) og er støttet af Realdania. 

Derudover har projektet modtaget økonomiske bidrag fra Dansk Træforening, Træ i byggeriet, Træ- og møbelindustrien, Træelementforeningen, Kauffeldt Fond/Keflico, Spærfabrikantforeningen, Brancheforeningen for Biobaserede Isoleringsmaterialer og Uddannelses- og Forskningsstyrelsen via DBI’s resultatkontrakt.

-dc

18/6 2026