Et vaskeægte dobbelt spadestikDe første beboere forventes at kunne flytte ind i Enghave Banke og Nikolinelunden i maj 2027.

Et vaskeægte dobbelt spadestik

Torsdag blev der taget noget så sjældent som et dobbelt første spadestik, da ejendomsselskabet Velkomn satte spaden i jorden til to nye boligområder på en gang i Faxe

I alt 69 nye kvalitetsrækkehuse med plads til beboere i alle livets faser er nu officielt under opførsel to steder i Faxe Kommune. Det drejer sig om projektet Enghave Banke med 45 huse, som opføres i Rønnede, og Nikolinelunden med 24 huse, som opføres i Faxe.

Ifølge medejer og direktør i Velkomn, Peter Uldall Borch, har ejendomsselskabet allerede inden det første spadestik oplevet stor interesse for de nye kvalitetsrækkehuse.

- Vi kan konstatere en stor interesse, hvilket vi selvfølgelig er meget glade for. På baggrund af de data, vi indsamlede i forbindelse med vores første byggeri i kommunen, Lysholm Have i Haslev, er vi dog ikke overraskede. 

- Der er virkelig efterspørgsel på rækkehuse i høj kvalitet. Som direktør er det altid stort, når vi sætter et nyt projekt i søen, og det gør det kun til en endnu større oplevelse, at vi i dag er vidne til et vaskeægte dobbelt første spadestik, siger han.

Foruden de to nye projekter er Velkomn allerede aktiv i Faxe Kommune med opførelsen af Lysholm Have i Haslev. Her er de 153 boliger fuldt udlejet og i drift.

- For os handler det om kombinationen af rækkehuse af høj kvalitet, som rent faktisk føles som et hjem, du kan gøre til dit eget, samt en geografisk placering, hvor du er tæt på både arbejde, fritidsaktiviteter, institutioner og grønne områder. 

- Her passer Faxe Kommune perfekt ind i vores strategi med pendlerafstand til Storkøbenhavn, en kort køretur fra stranden og de forventede, positive effekter fra den kommende Femern-forbindelse, siger han.

Det perspektiv deler borgmester Mikkel Dam (LA), som repræsenterede kommunen ved spadestikceremonien.

- På kommunens vegne er jeg glad for den udvikling og vækst i boligmassen, som de to nye boligområder er udtryk for. Faxe Kommune er attraktiv at flytte til, og et bredt udbud af boligtyper er afgørende for, at vi kan byde nye borgere velkommen hertil, siger han.

-dc

19/6 2026