Gamle entreprenørselskaber opgiver fusion

Sonderinger afsluttet vedrørende mulighederne for fusion af Højgaard Holding A/S og Monberg & Thorsen A/S; bl.a. til stor beklagelse for bestyrelsen i MT Højgaard

Bestyrelsen i MT Højgaard A/S har fra Ejnar & Meta Thorsens Fond og Knud Højgaards Fond modtaget meddelelse om, at fondene ikke for nærværende kan nå til enighed om grundlaget for en fusion af Monberg & Thorsen A/S og Højgaard Holding A/S, og at sonderingerne derfor er afsluttet.

De eksisterende ejerforhold af MT Højgaard A/S vil således blive videreført, men det beklager man i bestyrelsen for MT Højgaard A/S:

Selskabet vil herefter vurdere situationen. Der er ikke aktuelle planer om en børsføring af MT Højgaard A/S, fastslår man på mth.dk, hvor forklaringen følger:

- Knud Højgaards Fond og Ejnar og Meta Thorsens Fond meddelte den 25. februar 2016, at fondene ville sondere mulighederne for en fusion mellem Højgaard Holding A/S og Monberg & Thorsen A/S. Disse overvejelser er nu tilendebragt. Fondene kan ikke for nærværende nå til enighed om grundlaget for en sådan fusion. Der har ikke har kunnet opnås enighed om de minoritetsrettigheder vedrørende den mulige koncerns aktiviteter og sammensætning, som kunne afløse den eksisterende aktionæroverenskomst fra 2001 for MT Højgaard A/S mellem Højgaard Holding A/S og Monberg & Thorsen A/S.

-cmn

19/8 2016