Genvej til bloktykkelser
Hvor tyk skal væggene være i et nyt hus. Det kan man hurtigt få svare på ved at svare på fem simple spørgsmål i ny onlineguide fra Blokgruppen
Nu er der godt nyt til håndværkere og murermestre, der gerne vil have et hurtigt svar på, hvilken størrelse blok, de skal vælge til væggene, når de bygger hus.
Blokgruppen i Dansk Byggeri har nemlig lanceret et nyt onlineværktøj, hvor du med fem klik angiver, hvilket terræn huset ligger i, om det er 1 eller 1½-plans hus samt længde, bredde og højde på ydervæggene; hvorefter guiden beregner den anbefalede tykkelse på både facade- og skillevægge.
- Det er en meget forenklet guide i forhold til den komplekse dimensioneringsvejledning, vi ellers har, så håndværkere og murermestre kan hurtigt gå ind og få et overblik over, hvilke tykkelser af blokke de skal bruge. Og dét er netop noget, håndværkerne har efterspurgt, forklarer Jesper Ketelsen, der er medlem af Blokgruppens bestyrelse.
- Vores medlemmer bliver ofte ringet op af håndværkere, der gerne vil have et hurtigt og konservativt bud på, hvilken dimension, de skal vælge. Så det kan de få nu, fortæller Jesper Ketelsen.
Guiden er udviklet af Blokgruppen i samarbejde med det rådgivende ingeniørfirma Danakon A/S, der har kvalitetssikret guidens resultater. Beregningsforudsætninger er valgt så konservativt, at håndværkerne er på den sikre side, hvis de følger anbefalingerne.
-cmn