Højesteretsdom: Genskin fra tag skal fjernes
Højesteret har dømt et par fra Lystrup ved Aarhus til at mattere deres glaserede tag, så naboen ikke bliver generet af genskin fra solen
En kvinde har i Højesteret fået medhold i, at solens genskin fra naboens sortglaserede tegltag var så generende, at naboen nu er dømt til at mattere taget. Det skriver JydskeVestkysten.
Et par i Lystrup ved Aarhus fik i 2005 deres tag beklædt med sortglaserede teglsten. Men det giver genskin, når solen skinner på teglene, og i 2012 klagede nabokvinden til Aarhus Kommune, og sagen blev indbragt for retten.
I byretten fik den kvinden medhold, da det vurderedes, at genskinnet fra taget var så generende, at det lå ud over, hvad man måtte tåle, lød det i rettens afgørelse. Ejerne af det blanke tag blev dømt til at få teglene matteret, men det ville parret ikke affinde sig med og ankede sagen til Vestre Landsret. Her nåede man dog frem til samme resultat.
JydskeVestkysten skriver videre, at parret søgte om lov til at få sagen prøvet i Højesteret, hvilket lykkedes, da sagen vurderes at være principiel.
Fem af landets øverste dommere har nu taget stilling til spørgsmålet om, hvor meget genskin fra solen et tag må give, og afgørelsen er nu, at de sorte tegl på huset i Lystrup var over grænsen.
Parret er i alle tre retter dømt til at betale naboens sagsomkostninger, der i alt løber op i 145.000 kr.
-kj