Ingen krav om solceller på nybyggeri
Regeringen vil dog give kommunerne mulighed for at stille krav om, at nybyggeri er forberedt til etablering af solceller på egnede tagflader
Af Dan Bjerring
Christiansborg
I et svar til Lisbeth Torfing (EL) oplyser klima-, energi- og forsynings minister Samira Nawa (R), at regeringen ikke vil tage initiativ til at fremme opsætningen af solceller på private tage.
Lisbeth Torfing peger på, at potentialet for solenergi på private tagflader er blevet vurderet til op mod 36 GW, men ministeren henviser til, at udbygningen af solceller i Danmark generelt er markedsdrevet.
Gode rammevilkår
Men regeringen vil sikre ”gode rammevilkår” for udbygningen af solceller med særligt fokus på at understøtte solceller på tage i byerne.
Det sker blandt andet med en tilskudspulje til solceller på etageboligbygninger. Puljen er målrettet etageejendomme, herunder almene boligafdelinger, private lejeboliger og etageejendomme bestående af ejerlejligheder og andelslejligheder.
Tilskud til etageboliger
Etageejendomme kan søge støtte til at dække en del af omkostningerne til indkøb og installation af solcelleanlæg samt til udarbejdelse af rådgivningsrapporter.
Ansøgningsrunden for 2026 er åben, og der kan tildeles cirka 14 millioner kroner i 2026. Puljen åbner årligt for ansøgninger foreløbig til og med 2030.
Om solceller på tage reelt er rentable i konkrete tilfælde, afhænger af faktorer som investeringsomkostninger, tagets bæreevne og materiale, tariffer, elpris og elafgift.
Krav om forberedelse til solceller
Samtidig vil regeringen gøre det mere attraktivt for kommunerne at opsætte solceller på bygninger. EU’s bygningsdirektiv stiller krav om, at nye bygninger skal udformes, så deres potentiale for at producere solenergi optimeres.
Derudover stiller Bygningsdirektivet krav om etablering af solenergianlæg ”på visse nye og eksisterende bygninger”, hvis det er teknisk, funktionelt og økonomisk gennemførligt.
Det forventes i øvrigt, at regeringen vil fremsætte et lovforslag, som blandt andet giver kommunerne mulighed for at stille krav om, at nybyggeri er forberedt til etablering af solceller på egnede tagflader.