schmidt hammer lassen architects bag kinesisk ”Home of Staff”
schmidt hammer lassen architects har netop færdiggjort designet af et nyt kulturhus til fagforeningen i den kinesiske by Ningbo
Det 100.000 kvadratmeter store projekt, som kaldes ”Home of Staff”, blev vundet af schmidt hammer lassen architects i en international konkurrence i 2013. Med et mix af forskellige funktioner fordelt over to separate bygninger bindes projektet sammen af en landskabelig park, der strækker sig over en halv kilometer. Home of Staff tilbyder støtte, sundhed, undervisning, kultur- og fritidsfaciliteter til de næsten tre millioner medlemmer af byens fagforening.Ningbo fagforening kalder projektet for Home of Staff, fordi de ser dette sted som fagforeningsmedlemmernes andet hjem. Projektet er placeret midt i Ningbo New East Town-kvarteret, som grænser op til et nyt rekreativt vådområde, der bliver et nyt kulturelt centrum i byen. Her findes også det nye centralbibliotek, som ligeledes er designet af schmidt hammer lassen architects.
- Vi har designet Home of Staff som et antal terrasserede bygninger, der forbindes af et landskab, som tager afsæt i en central offentlig park og som danner en serie af tilgængelige grønne tagterrasser, forklarer Morten Schmidt, partner hos schmidt hammer lassen architects.
- Strukturen, som fra luften ligner et pixeleret billede, rejser sig i hver ende og danner to individuelle bygninger, der forbindes af en viadukt og et antal pavilloner, tilføjer han.
Byens dynamik og liv
Projektet Home of Staff indeholder en imponerende liste af funktioner. Det har kunstrum og scener, sports-, fritids- og undervisningsfaciliteter samt kontorer – alt sammen bygget på en base af detailbutikker og udstillingsrum. De kulturelle funktioner i bygningen inkluderer en biograf med tre skærme, et spillested med plads til 1200 siddende publikummer, en udstillingshal, en kunstklub og et servicecenter til fagforeningens medlemmer, samt trænings- og undervisningsfaciliteter for op til 600 studerende.
Sport og fritid funktionerne inkluderer et vandland med svømmebassin i olympisk størrelse og et stort bølgebassin, en basketballbane med plads til tilskuere, to indendørs tennisbaner, 10 badmintonbaner, et fuldt udstyret træningscenter og et bordtenniscenter. Derudover forbindes de to bygninger med et antal torve med detailbutikker og kontorer til fagforeningens administration.
- Ningbo Home of Staff og Ningbo bystyre er en ambitiøs bygherre, siger Chris Hardie, associate partner hos schmidt hammer lassen architects og leder af tegnestuens Shanghai kontor.
- Bygherren ønsker et projekt, som udtrykker den dynamik og det byliv man kender i Ningbo by. Vores design favner både byens landskab og skaber synergi mellem alle de funktioner, som fagforeningen tilbyder deres medlemmer i ét samlet, holistisk projekt, tilføjer han.
Home of Staff, som forventes at stå færdigt i slutningen af 2016, er det tredje projekt som schmidt hammer lassen architects designer i Ningbo. I december 2013 vandt schmidt hammer lassen en konkurrence om at designe et 30.000 kvadratmeter stort centralbibliotek, og i oktober 2013 blev der taget første spadestik til et 123.000 kvadratmeter stort hovedkontor til Ningbo Daily Newspaper Group.
- kj