Sort svane viser behov for handlingForbundssekretær i 3F SSøren Heisel

Sort svane viser behov for handling

TV2-dokumentaren ’Den sorte svane’ har skabt voldsomme rystelser i blandt andet byggebranchen. 3F kræver handling og giver selv opskriften

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Og udsendelserne har ikke mindst skabt stor vrede blandt politikerne på Christiansborg. Derfor har justitsminister Peter Hummelgaard (S) holdt et møde om sagen med partierne for at drøfte mulige politiske indgreb.

Men for 3F’s forbundssekretær, Søren Heisel kommer afsløringerne ikke som den helt store overraskelse:

- Selvom vi har vidst det længe, så er det godt, at justitsministeren nu sætter konkret handling bag den store forargelse, de fleste af os har følt efter at have set dokumentaren.

- Vi skal have stoppet de kriminelle i underverdenen og ikke mindst de nålestribede kriminelle, der ofte går under radaren, siger han blandt andet.

Lad os så få det ID-kort
Og 3F har en række konkrete forslag, som politikerne kan tage ind i drøftelserne. Det gælder blandt andet at det skal være muligt for myndighederne at frakende en person ret til at drive virksomhed og sidde i selskabsbestyrelser ved bland andet gentagen eller grov anvendelse af illegal arbejdskraft, menneskehandel eller arbejdslivskriminalitet. Det skal også gælde ved hvidvask og anden økonomisk kriminalitet.

3F peger desuden på indførelse af et statslig og europæisk Id-kort inden for brancher med risiko for at der sker social dumping:

- Danmark skal gå forrest og indføre et dansk ID-kort, og så skal der samtidig arbejdes for et europæisk ID-kort, siger Søren Heisel i erkendelse af, at det kan tage årevis at få vedtaget og implementeret et EU-idkort.

Markant højere bøder
3F efterlyser desuden markant højere bøder og straframme for hvidvask og anden økonomisk kriminalitet samt grove brud på udlændingeloven.

Samtidig skal der indføres karantæne for import af arbejdskraft via udlændingeloven ved grov udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft, herunder returkommission, identitetstyveri og aflønning med sorte penge.

Drop fjernelse af krav om bankkonto
Og så er der et svirp til regeringens beslutning om at droppe kravet om dansk bankkonto for udlændinge på udvalgte ordninger.

Det krav bør genindføres, ligesom det er vigtigt, at alle offentlige myndigheder og selskaber, hvor det offentlige har bestemmende indflydelse, ved lov forpligtes til altid benytte arbejdsklausuler i udbud – uanset kontraktsum - ligesom det gælder i staten.

Det noteres også, at statens kontrolenhed blev etableret i 2021 med blot ni medarbejdere, og de har i år en bevilling på 6,3 millioner kroner:

- Det er for lidt – der skal meget mere til. Vi ved, at der hvert år hvidvaskes for cirka 68 milliarder kroner. Det er jo et astronomisk beløb, slutter Søren Heisel.

14/6 2024