Stark skal have ny finansdirektørOffentliggørelsen af en ny finansdirektør ventes inden sommer. Sisse Fjelsted Rasmussen vil fungere i sin rolle indtil udgangen af september 2024.

Stark skal have ny finansdirektør

Sisse Fjelsted Rasmussen fratræder som finansdirektør i Stark Group senere i år for at forfølge en ny karriere som bestyrelsesmedlem og rådgiver

Sisse Fjelsted Rasmussen har som finansdirektør i Stark Group gennem de seneste seks år været medvirkende til virksomhedens strategiske og finansielle turnaround, der har bragt den tilbage på vækstsporet under private equity-ejerskab, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

I perioden har koncernen firedoblet sin omsætning ved at tilføje 30 virksomhedsopkøb til sin organiske vækst. I dag er Stark Group førende i Europa inden for salg og distribution af byggematerialer til håndværkere.

Derudover ledede Sisse Fjelsted Rasmussen transaktionen af Stark Group-ejerskabet fra Lone Star Fund til CVC Capital Partners, som blev gennemført i maj 2021.

- Sisse Fjelsted Rasmussen har haft stor betydning og bidraget til at opbygge en koncern, der er bedre og stærkere. Hun har spillet en afgørende rolle i at navigere i de seneste års uforudsigelige markedsdynamikker og vores koncerns ekspansion til nye markeder.

- Jeg har nydt hendes selskab og forstår hendes motiver for at forfølge en karrierevej, der bygger videre på og udnytter hendes 30 år lange karriere i erhvervslivet, siger Søren P. Olesen, administrerende direktør i Stark Group.

-dc

12/1 2024