Storstilet konference om nye DGNB-standarder
Green Building Council inviterer alle med interesse for bæredygtigt byggeri til konference vedrørende lancering af tre nye danske DGNB-standarder
Green Building Council præsenterer de tre nye standarder for offentligheden og afholder i den forbindelse en konference. Lanceringerne vil bidrage til at hæve overliggeren for bæredygtigt byggeri i Danmark og udbrede budskabet til hele branchen om, at byggebæredygtighed er en god investering. Standarderne vil også føre til en større forståelse for værdien af langsigtede og økonomisk bæredygtige investeringer i byggeriet.- Konferencen vil være interessant for en bred skare i byggebranchen. Oplagt for bygherrer, der vil vide mere om bæredygtighed og certificering. Derudover er der byplanlæggerne i kommunerne, der vil høre om den nye standard for byområder samt bygherrerådgivere og personer fra materialeindustrien, vil også få udbytte i at deltage, siger direktør Mette Qvist, Green Building Council.
Mange spændende indlæg
De tre nye standarder for Etageejendomme & rækkehuse, hospitaler og byområder vil imødekomme den efterspørgsel, som Green Building Council har oplevet fra boligsektoren, regionerne samt investorer og kommuner, der ønsker at få dokumenteret og kontrolleret deres bæredygtige indsats.
Konferencens program byder blandt andet på indlæg fra stadsarkitekten for København Tina Saaby, Arkitekt Jan Gehl, Jane Jegind, Rådmand for By- og Kultur i Odense Kommune, Lone Loklindt, formand for Miljøudvalget samt Klima- energi og bygningsudvalget, RV samt Bente Overgaard, Koncerndirektør, Nykredit, som giver deres bud på, hvilken retning bæredygtigt byggeri bevæger sig i fremtiden, og hvilke krav der vil blive stillet.
Konferencen afholdes mandag den 19. maj 2014 kl.09.00 – 15.00 i Arkitektskolens Auditorium, Philip de Langes Allé 10, 1435 Kbh. K.
- kj