Stort videnprojekt skal vise potentialet for at omdanne ældre bygninger til boligerI Aarhus omdanner Forskningsfondens Ejendomsselskab Feas i samarbejde med Aarhus Universitet det tidligere Aarhus Kommunehospital til det nye bæredygtige campus Universitetsbyen. Foto: TS-ART.

Stort videnprojekt skal vise potentialet for at omdanne ældre bygninger til boliger

Danmark har brug for cirka 150.000 nye boliger frem mod 2040. Op mod 70.000 af dem kan skabes gennem renovering og ombygning. Men potentialet i eksisterende erhvervs-, kontor- og velfærdsbygninger bliver ikke udnyttet fuldt ud i dag

Et nyt videnprojekt undersøger, hvorfor omdannelse til boliger ofte taber til nedrivning og nybyggeri, og hvad der kan gøres ved det.

Projektet hedder Investeringscasen for transformation af erhvervs-, kontor- og velfærdsbyggeri til bolig og er udviklet af Rambøll, Nykredit, Ejendomsselskabet Olav de Linde og statens ejendomsselskab Freja Ejendomme og støttet af Bevar Mere.

- Transformation af eksisterende bygninger kan kun for alvor skaleres, hvis vi som branche bliver klogere på de barrierer og usikkerheder, der står i vejen i dag. I Rambøll har vi i årevis arbejdet målrettet for at skabe grundlaget for transformation med afsæt i klimadagsordenen og en totaløkonomisk betragtning.

- Men skal vi flytte investeringer fra nybyggeri til transformation og genbrug i større skala, kræver det, at investeringscasen bliver både -mere gennemsigtig og mere attraktiv. Netop derfor har projektet her været en vigtig mulighed for at gå i dybden med, hvordan vi får det til at ske i praksis, siger Ronni Holm Dam, direktør for Byggeri, Rambøll.

Når transformation af byggeri fravælges, er det ofte, fordi det er sværere at forudsige og beregne prisen end ved nybyggeri. 

Det er en udfordring for investorer, der ofte kan leve med en risiko, der kan estimeres. Men de forhold, der er sværere at måle – og som påvirker både tid og økonomi – bliver tit afgørende barrierer, viser undersøgelsen.

Tid er en af de faktorer, der kan gøre størst indhug i, om et projekt kan betale sig økonomisk. Ét ekstra år i byggesagsbehandlingen kan koste et projekt flere millioner i driftsomkostninger, tabt leje og byggelånsrenter og vende et ellers positivt regnestykke til et negativt. 

Derfor er der behov for mere effektive kommunale plan- og godkendelsesprocesser.

Hvor projektet ligger kan være helt afgørende for, om et projekt kan betale sig. Der er størst økonomisk potentiale i og omkring Storkøbenhavn samt i udvalgte dele af Aarhus, Odense og Aalborg, hvor lejeniveauer og boligpriser er højere.

En central udfordring er de nuværende stramme bygningskrav, der i praksis betyder, at ældre bygninger skal leve op til næsten samme krav som nybyggeri. Og det gør det både mere komplekst og dyrt at omdanne frem for at rive ned og bygge nyt.

Derfor er der behov for en målrettet indsats på tre områder: tidlig afklaring af usikkerhed, mere effektive og forudsigelige processer samt styrkede økonomiske rammer.

Det kan være gennem kommunale og økonomiske initiativer som tidlig sagsbehandling, fast-track for transformationssager, skattelempelser, lavere byggesagsgebyrer og justeringer af moms i udviklingsperioden.

Bevar-modellen, som er udviklet på baggrund af undersøgelsen, samler de vigtigste forhold i fem temaer til tidlig og hurtig vurdering af, om et projekt kan realiseres:

Byggetekniske forhold og bæreevne

Eksisterende forurening og saneringsbehov

Værdi og efterspørgsel

Arealudnyttelse og boligegnethed

Rammer og sagsbehandling

-dc

8/6 2026