Kamera-app gør det nemt at dokumentere og registrere på byggepladsenBjarke Schou Bentzen (i midten) er stifter og bestyrelsesformand i Captego. Foto: Cathrine Ertmann.

Kamera-app gør det nemt at dokumentere og registrere på byggepladsen

To tryk på mobilen. Mere skal der ikke til for at lave en registrering, der kan bruges til at dokumentere et byggeri. Resten er automatiseret – inkl. at app’en laver detaljerede og lettilgængelige PDF-rapporter med oplysningerne

Danske Captego er i gang med en digital revolution i byggebranchen. Selskabets intelligente kamera-app sætter nye standarder for, hvor nemt man kan dokumentere sit arbejde og samtidig indsamle data, der kan løfte virksomheder til nye højder – uden at det skader akkorden
Captego er blevet skabt for at lette håndværkerens arbejde ude på byggepladsen, mens den sikrer data, der kan højne kvaliteten og udvikle kundernes forretning.

Det forklarer Bjarke Schou Bentzen, der er stifter og bestyrelsesformand i Captego.

- Kravene om dokumentation er kommet for at blive. Derfor er det vigtigt, at dokumentationen bliver så let, at håndværkerne ikke oplever den del som et benspænd i deres daglige arbejde. Det har været helt afgørende for os i vores arbejde med at skabe Captego, siger han.

Med Captego tager det blot to tryk på telefonen for håndværkeren og vupti – så er der lavet en registrering, som kan bruges til at dokumentere byggeriet. Resten er automatiseret. Captego rummer tegninger og stedfæster fotos, så der ikke er tvivl om, hvad fotoet viser. Samtidig dannes der øjeblikkeligt PDF-rapporter, som efter ønske kan trækkes ud på et detaljeret niveau, der ikke er set tidligere.

Bjarke Schou Bentzen har en lang karriere som arkitekt bag sig, og det var her, han opdagede, at der manglede et ordentligt værktøj til at lave dokumentation og registreringer på byggepladserne.

Alt for meget gik tabt i forsvundne ringbind, fotos på afveje i mailsystemer og i komplekse løsninger, som ingen havde lyst til at bruge. Derfor satte han sig for at lave et produkt, som kunne sætte fart på digitaliseringen i byggebranchen.

- Ingen har tidligere lavet en løsning, som specifikt er udarbejdet til håndværkerne, og det er jo
altså dem, der står i frontlinjen og skal dokumentere og registrere deres arbejde. Men det har vi gjort med Captego. Andre digitale løsninger kræver 15-20 tryk på en telefon – Captego kræver to tryk, og så har man lavet en registrering. Det bliver ikke nemmere end det, siger Bjarke Schou Bentzen og fortsætter:

- Som arkitekt blev jeg frustreret over, at der ikke fandtes en ordentlig og enkel løsning på området – de stakkels håndværkere skulle slås med en masse bøvl. Og jeg undrede mig samtidig over, at ingen indsamlede de data, der kan udvikle forretningen og skabe overblik og bedre risikostyring.

Captego har eksisteret siden 2018, og i dag bruger cirka 500 firmaer produktet. Blandt kunderne er store virksomheder som Milton Huse, DinBoli og OJ Rådgivende Ingeniører.

Samtidig er der også flere forsikringsselskaber i kundeporteføljen. Bjarke Schou Bentzen er da også stærkt begejstret for den modtagelse, som Captego har fået, og han tror fuldt og fast på en stor fremtid for virksomheden.

- Tilbagemeldingerne fra vores kunder er, at Captego er enormt brugervenligt, og at de får et datagrundlag at arbejde med, som de aldrig har haft tidligere. Samtidig er det blevet meget nemmere for dem at lave dokumentation og registreringer, så nu sparer de både tid og ressourcer på den front, siger han og tilføjer:

- Og vi har endnu ikke oplevet én eneste virksomhed, som har opsagt sit abonnement. Det fortæller mig, at vi har gang i noget rigtigt. Nu er næste mål for os at få udbredt kendskabet endnu mere til Captego – både i Danmark og i udlandet.

-dc

1/11 2022