Outlander med tilskud

Outlander med tilskud

Ny Outlander plug-in er et glædeligt gensyn med god komfort og lækkerier

Af Jørli Petersen

For 20 år siden var der godt gang i Mitsubishi. Kassevogne i flere størrelser, Pajero, L200 og Strada var helt almindelige biler på salgslisterne, men siden er det gået ned ad bakke, og de seneste år har vi været tæt på den totale stilhed.

Den tilstand ser nu ud til at ændres. Sidste år kom den nye Elipse Cross, senest har man genopfundet Outlander, og i løbet af kort tid kommer en ny L200 og en helt ny ASX, der er nært beslægtet med Eclipse Cross.

Ny Outlander er ikke en egentlig ny model, men en opdatering af den model, som ikke har været til salg i Danmark, men i modsætning til tidligere, kommer Outlander kun med benzinmotor, men alligevel er bilen interessant, for den er også kommet i en plug-in udgave, som ser ud til at være noget bedre, end den Outlander Plug-In, som kørte uden om Danmark.

Fra det der lignede en noget underdimensioneret 2-liters benziner med 121 HK, er der nu skruer op til en 2,4 liters 4-cylindret, som stadig ikke yder alverden. 135 HK fra en 2,4 liters motor lyder som noget, der er begrænset, og forklaringen er nok mest, at Mitsubishi med vilje har nedgraderet benzindelen, for til gengæld at øge den elektriske kapacitet, som spreder sin kraft over hele bilen, omend lidt ujævnt fordelt. Der lægges 85 el-heste fra motoren til forakslen og 92 HK på bakakslen, som til gengæld ikke får nogen form for krafttilskud fra benzinmotoren foran i bilen.

Der er ingen mekanisk forbindelse fra motorrummet til de trækkende baghjul, kun nogle elkabler og noget styring.

Hjælp til baghjulene

Denne artikels forfatter har testet den nye Eclipse Cross, uden at begejstres synderligt. Det blev også et suk over mærkets brug af CVT automatgear, også kaldet milliongear, og det er desværre samme løsning, man har valgt til den større og tungere Outlander. CVT gear er og bliver ikke vores livret, men det er almindelig anvendt i hybridløsninger, og som sådan fungerer det da nogenlunde i Outlander, som ikke fortjener betegnelsen langturscruiser.

Outlander er meget mere en city-racer. Den elektriske del gør Outlander velegnet til by- og let landevejskørsel. Det er det gode tilskud fra el-delen, der gør Outlander til et mindre festfyrværkeri, og vi nåede at sætte stor pris på den elektriske del af Outlander, for vi overtog en stort set tørlagt, - eller måske mere korrekt, delvist afladet bil, som meget hurtigt blev helt afhængig af benzinmotoren, men det understreger, at plug-in kan det hele. Det er ingen katastrofe, hvis man løber tør for strøm og ikke har tid til at lade.

Med plug-in kan man klare sig med alt det traditionelle, men man begræder også, at Mitsubishi har begrænset benzinmotorens ydelse. 135 HK er ikke meget til en 1880 kg tung SUV-ting i 2019, så  ladekablet blev sat i stikkontakten straks fra hjemkomst. Mormorkablet blev sat til garagens 230V, og næste morgen var Outlander et anderledes veloplagt bekendtskab.

Nu kom det ønskede tilskud både for og bag, el-motorerne arbejdede til fryd og forlystelse, man lærer meget hurtigt, at sætte pris på den forbedrede evne til acceleration, men når baghjulene byder ind med trækkraft, får man også en stærkt forbedret bil, der sker noget meget positivt med køreegenskaberne, - stabiliteten øges så det for alvor kan mærkes. Outlander bør som udgangspunkt altid køre med aktive baghjul, men desværre bliver man begrænset af en lidt for lille batteripakke med tilhørende begrænset rækkevidde på ren el.

Det ekstra plus

Efter den nye WLTP målemetode opgives rækkevidden til 45 km som det maksimale. Når vi satte os ind i en fuldt opladt bil, var den største rækkevidde oplyst til 39 km på bilens egen info-skærm, og de 39 er hurtigt brugt, hvis man bor uden for byerne.

Det er helt anderledes på den anden side af byskiltet. Her ruller man lystigt på el, man kan udnytte bilens evne til at regenerere energi, og på den måde bliver bilen voldsomt mere brugbar som ren el-bil til let varekørsel, tilsyn eller til og fra et kundebesøg, men det store spørgsmål vi kan stille efter opgradering af bilens teknik må være: Hvorfor har man ikke strammet skruen lidt mere?

Det er lidt svært at forstå, hvorfor man ikke har gjort batteripakken bare en anelse større, så man kunne opnå en rækkevidde omkring tidens magiske 50-55 km? Det ville øge bilens muligheder som plug-in hybrid – voldsomt.

Det positive element i Outlander PHEV er den lille kontakt til venstre for gearvælgeren. Her kan man så at sige økonomisere med bilens egen energi. Man kan sige nej til brug af el på motorvej, man kan også sætte bilen i en tilstand, hvor bilen oplader til senere brug, og det er denne funktion, der adskiller Outlander fra flere konkurrenter, men det er også den funktion, man efterlyser, hvis man bor lidt ude på landet og ved, at den står på masser af bykørsel senere på dagen.

På den måde kan man køre traditionelt til byen, hvorefter man kører med maksimal besparelse på benzinkontoen. Det må være det, man kalder maksimalt økonomisk.

Bilmæssigt er det selvfølgelig et glædeligt gensyn med Outlander. Vi genkender de kvaliteter, der har kendetegnet mærker i mange år, der er mange lækkerier i nyeste udgave af Outlander, køremæssigt når vi ikke de store højder, men vi er glade for bilens komfort og nyder faktisk at køre Outlander, og så kan det vel ikke være meget bedre.

 

Mitsubishi Outlander PHEV kort:

Pris: fra 285.488 kr incl moms

Pris for testbil: 339.989 kr,

heraf moms 71.493 kr

Motor: 2,4-liter 4-cyl

CVT-aut

135 HK v. 6000 o/m

Elmotor: 85 + 92 HK

211 Nm v. 4500 o/m

Batteripakke: 13,8 kWh

0-100 km/t: 10,5 sek

Tophastighed: 170 km/t

Forbrug: 50,0 km/l

Kørevægt: 1880 kg

Totalvægt: 2,09 kg

Trailer: 750/1500 kg

Rækkevidde el: 45 km

CO-2: 46 g/km

1/7 2019
  • Drop registreringsafgiften på elbiler

    Drop registreringsafgiften på elbiler

    biler-til-byggebranchen ›Der er nu registreret flere nye elvarebiler end varebiler, der kører på benzin eller diesel. TEKNIQ opfordrer regeringen til at droppe de påtænkte stigninger i el-bilafgifterne
  • Diesel is King

    Diesel is King

    biler-til-byggebranchen ›Det er svært at se, hvem der skal begejstres over Toyota Hilux på el – især når originalen på diesel er så markant bedre en bil. For selvom man måske ikke skulle tro det, er der tale om to vidt forskellige biler
  • De må tage sig til hovedet hos Volkswagen

    De må tage sig til hovedet hos Volkswagen

    biler-til-byggebranchen ›Ford sidder solidt på markedet for varebiler med tre ton totalvægt, og nu sender man en billigere kinesisk konkurrent på markedet. Er Ford begyndt at save i den gren, man selv sidder på?
  • Er du opmærksom på de nye regler for totalvægt?

    Er du opmærksom på de nye regler for totalvægt?

    biler-til-byggebranchen ›Siden 1. juli har samme regler gjaldt for varebiler med en totalvægt over 2,5 ton, som gælder for lastbiler, og det forsøger Iveco at omstille sig til
  • Både til gården og til gaden

    Både til gården og til gaden

    biler-til-byggebranchen ›Udstyr er der nok af og også fint med trailervægt på Maxus eTerron 9. Men bilens egenvægt gør, at accelerationen halter, og hvis man smækker den helt store trailer på, går det hurtigt ud over rækkevidden
  • Størrelsen har betydning

    Størrelsen har betydning

    biler-til-byggebranchen ›Ny udgave af ID.Buzz er 25 centimeter længere end standardmodellen, og der er skydedør i begge sider og øget trailervægt. Prisen får også et nøk opad
  • Renault Trafic får maksimum stemmer og er Van of the Year 2027

    Renault Trafic får maksimum stemmer og er Van of the Year 2027

    biler-til-byggebranchen ›End ikke BygTeks bilskribent havde drømt om, at Renault Trafic ville gøre rent bord ved kåringen som Van of the Year 2027. Bilen ventes at komme til Danmark til næste år
  • Her er de nominerede til Van of the Year 2027

    Her er de nominerede til Van of the Year 2027

    biler-til-byggebranchen ›Koreanske Hyundai kan gentage Kias svendestykke fra sidste år og vinde Van of the Year, men vi må se mod Frankrig for at finde årets favorit