0-timers-arbejdere beskyttes i Funktionærloven
Hvis der arbejdes mere end otte timer ugentligt i gennemsnit, kan en lønmodtager være funktionær
Af Dan Bjerring
Christiansborg
SF’s politiske ordfører, Karsten Hønge, har med henvisning til en artikel i Politiken, hvoraf det fremgår, at der i Danmark er cirka 300.000 arbejdere, som har ’0-timers kontrakter’, blandt andet spurgt beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, hvordan arbejdsgiverens ansvar i disse aftaler er i forhold til at leve op til Funktionærloven.
Ifølge beskæftigelsesministern er anvendelsen af 0-timers-kontrakter et eksempel på, at ’det traditionelle arbejdsmarked er udfordret’:
- Generelt er udviklingen på arbejdsmarkedet med blandt andet atypiske ansættelser noget, der optager både mig og regeringen meget. Hvis der arbejdes mere end otte timer ugentligt i gennemsnit, og hvis betingelserne for at være omfattet af Funktionærloven i øvrigt er opfyldt, vil en lønmodtager være funktionær og have de rettigheder, som loven giver funktionærer, oplyser ministeren.’
Vikarer ikke omfattet
Det har altså ingen betydning, om arbejdet udføres på tilkaldebasis som eksempelvis vikar. Det er det reelle antal arbejdstimer, der er afgørende.
Eventuelle formuleringer i et ansættelsesbrev, der eksempelvis ikke afspejler det faktiske antal arbejdstimer, eller som fratager en funktionær retten til løn under sygdom, vil ikke have betydning for, hvad en funktionær har af rettigheder efter loven:
- For en ordens skyld skal det nævnes, at udgangspunktet er, at vikarer, som er ansat i vikarbureauer, ikke omfattes af Funktionærloven. Det skyldes, at sådanne vikarer ikke indtager en tjenestestilling, hedder det videre i svaret fra Peter Hummelgaard.
Strammere EU-regler på vej
Beskæftigelsesministeren erkender i øvrigt, at der generelt ikke føres tilsyn fra myndighedsside med overholdelsen af ansættelsesretlig lovgivning, herunder Funktionærloven:
- Det er altså den enkelte funktionær, eventuelt bistået af dennes fagforening, der må rejse en sag, hvis arbejdsgiver ikke følger Funktionærloven, oplyser ministeren med henvisning til, at der findes en omfattende praksis fra de almindelige domstole på det funktionærretlige område, forklarer ministeren.
Peter Hummelgaard peger videre på, at Arbejdsvilkårsdirektivet særligt omkring 0-timers-kontrakter indeholder en bestemmelse om foranstaltninger for at forhindre misbrug af tilkaldebasis- eller lignende ansættelseskontrakter, derunder 0- timers kontrakter:
- Arbejdet for at sikre ordentlige arbejdsvilkår forudsætter tæt inddragelse af arbejdsmarkedets parter, slutter Peter Hummelgaard.