140 boliger til unge familier og singler
Ejendomsudvikleren Calum har erhvervet sig to byggefelter med retten til at opføre i alt 11.000 m2 i Nærheden
Byudviklingsområdet Nærheden ved Hedehusene tilføjes nu et nyt kapitel. Med en investering på et trecifret millionbeløb i to byggefelter på tilsammen 11.000 byggeretsmeter sætter det aalborgensiske ejendomsudviklingsfirma, Calum, nu gang i etableringen af et større boligområde mellem Roskilde og København.
Calum opfører i alt 140 etageboliger på 65 til 105 m2 i området Nærheden. Målgruppen er yngre familier med små børn, singler samt midaldrende par.
- Boligerne bliver et spændende alternativ til de ofte meget højt prissatte boliger i København og indre Roskilde - ingen tvivl om det. Omdrejningspunktet i arkitekturen i Nærheden bliver høj kvalitet i valg af materialer samt masser af lys i form af store vinduer og eventuel adgang til altaner. Det giver den friskhed og åndbarhed, som boligsøgende efterspørger i dag, siger adm. direktør hos Calum, Jakob Axel Nielsen.
Tæt på by og natur
Et andet vigtigt aktiv ligger implicit i navnet Nærheden, forklarer man hos Calum. Boligerne ligger nemlig tæt på både byen og naturen ved Naturpark Hedeland.
- Hedehusene station ligger kun 100 meter væk, og fra ens bolig man kan være inde i Roskilde by på 10 min. og i København på 20. Det gør det overskueligt for mange at pendle frem og tilbage, siger Jakob Axel Nielsen.
Kvalitet og trivsel
Calum er i gang med at udpege hvilke arkitekter der skal designe byggeriet. Linjen i tilsvarende Calumbyggerier har alle dage været, at arkitekturen både skal sikre arkitektonisk kvalitet samt beboermæssig trivsel. Det opnår man bl.a. ved at lade arkitekturen understøtte interaktionen og fællesskabet mellem beboerne, fortæller Jakob Axel Nielsen:
- Derfor får de kommende Nærheden-indflyttere også adgang til en række fællesarealer og fællesfaciliteter af høj kvalitet, som selskabet NærHeden stiller til rådighed. Bl.a. fire kvarterhuse, som beboerne kan låne til private formål, et udekøkken, byhaver og en bålhytte. Herudover opfører kommunen en ny ambitiøs folkeskole i samarbejde med Lego Education.
-kj