17 etagers tårn giver nyt vartegn for Odense

17 etagers tårn giver nyt vartegn for Odense

Købsaftalen på to byggefelter i Fra Gade til By-projektet er underskrevet, og Odense er dermed kommet tættere på en ny bilfri og grøn bydel

TOGT Ejendomsudvikling har underskrevet købsaftale på de to nordligste byggefelter i Fra Gade til By-projektet, der skal omdanne den fire-sporede Thomas B. Thriges Gade i Odense fra en befærdet vej til en bilfri og grøn, ny bydel.

Fra Gade til By-projektet er et partnerskab mellem Odense Kommune og foreningen Realdania, og hos begge partnere er der stor glæde over det første offentliggjorte byggeprojekt.

- Jeg er meget glad for, at den første i en række af købsaftaler nu er i hus. Denne aftale er endnu et bevis på, at vores store planer for Odense nu er ved at blive til virkelighed, siger Odenses borgmester Anker Boye.

- Vi får en fantastisk flot ny bydel midt i Odense med dansk arkitektur i højeste kvalitet, tilføjer han.

Gennemgår enorm forandring
Byggeriet består af tre bygninger: Tårnet på 17 etager, en bygning på syv etager og en mellembygning med en foyer, som binder de to større bygninger sammen.

Med sine 17 etager og sin placering ud mod krydset Thomas B. Thriges Gade, Hans Mules Gade og Østre Stationsvej, bliver bygningen en monumental portal til den nye bydel.

- Det vil blive et helt nyt vartegn for Odense og et symbol på den enorme forandring, som vores by gennemgår i disse år, siger Anker Boye.

Hos investoren, TOGT Ejendomsudvikling, glæder direktør Mogens Tveskov sig over det kommende byggeri.

- Vi er glade for at være en del af den spændende udvikling, som Odense er i gang med i disse år og vi er meget stolte af vores projekt. Det bliver byggeri i bedste kvalitet. Udsigten fra lejlighederne i tårnet bliver enestående og bygningerne får en utroligt god beliggenhed i forhold til både offentlig transport, kultur og byliv.

Forbilledlig udviklingsproces
Det er århusianske GPP arkitekter og Rådgivende Ingeniørfirma Henneby Nielsen står bag bygningens udformning.

Bygningen på syv etager får tagterasse og grønne tage, og eftersom tårnet bliver den højeste bygning i miles omkreds, bliver udsigten fra lejlighederne over Odense havn, det gamle H. C. Andersen Kvarter og Odense Å helt enestående.

- Vi har jo fulgt processen fra optionsaftalen blev underskrevet og til det færdige projekt lå klar, og jeg må rose både investor, arkitekter og Fra Gade til By for at have kørt en forbilledlig udviklingsproces, som nu resulterer i et flot bygningsværk, siger administrerende direktør Jesper Nygård, Realdania.

Fra Gade til By bygger i øjeblikket en p-kælder med plads til ca. 1000 biler, som skal strække sig gennem hele projektområdet og danne fundamentet for de øvrige byggerier. Den nordlige del af p-kælderen står færdig og tages i brug i 2016 og derefter går byggeriet af tårnet og de øvrige bygninger i gang.

-kj

17/12 2014