1700 medarbejdere i jem & fix holder hviledag
I jem & fix er der fem lukkedage om året: fire omkring jul og nytår og én om søndagen efter den årlige personalefest, der i år finder sted lørdag d. 8. september
Der knokles normalvis for at fylde varer på hylderne og betjene kunder i kassen om søndagen, der er en af de travleste dage på ugen i jem & fix. Men ikke søndag d. 9. september. Her holder jem & fix lukket i alle 118 butikker dagen efter årets personalefest, så alle medarbejdere kan holde en velfortjent hviledag.
Festen løber af stablen lørdag d. 8. september på KærligHeden i Skanderborg og er i år bygget op omkring et mexicansk tema. Alle medarbejdere er inviteret til fest og bliver hentet i busser, og de kan se frem til et brag af en fest med navne som Nik & Jay, The Amigos, Johnny Deluxe, Skinz, Thunder Power og Chili Klaus som showmaster samt masser af mexicanske specialiteter til at stille både sult og tørst.
- Vores årlige personalefest står som noget helt særligt i jem & fix-regi. Vi skal nemlig feste og fejre de medarbejdere, der er grundlaget for vores succes. Og i år kan det ikke undgå at blive en ekstraordinær god fest. Vi er nemlig tæt på 1100 tilmeldte. Det er det højeste antal i kædens historie. Det er ganske enkelt imponerende og virkelig glædeligt med så mange festklare jem & fix’ere, så jeg ser meget frem til årets fest, fortæller adm. direktør Claus Petersen.
Hviledagen
Lukkedage er ellers ikke det, jem & fix gør det mest i, for der er gør det selv-projekter året rundt. Derfor har kædens butikker kun lukket fem dage om året: fire lukkedage i forbindelse med jul og nytår og så den femte og sidste lukkedag, der altid falder den anden søndag i september. Den bliver kaldt hviledagen.
HR- og driftschef Peter Nyboe forklarer:
- Vores tradition med en årlig hviledag søndagen efter vores store personalefest er efterhånden blevet en fast del af vores firma-DNA. Det er så velfortjent med en hviledag efter festen til alle dem, der knokler i hverdagen for at gøre jem & fix til et velsmurt byggemarked. Vi plejer såmænd også at høste god opbakning til denne lukkedag fra vores kunder. Det håber jeg også, at vi gør i år, for vi lukker selvsagt ikke for at irritere vores kunder, men udelukkende for at pleje vores personale.
Lørdag d. 8. september er der desuden særåbningstider i butikkerne, så medarbejderne kan nå frem til festens start.
Kan man ikke vente med sit gør det selv-projekt, opfordrer byggevarekæden til, at man kan handle på jemogfix.dk, hvor man både kan bestille varer til direkte levering, læse ugens avis, se fix det selv-film og meget mere.
-los