500.000 har brugt Kulturbroen

500.000 har brugt Kulturbroen

Den populære cykel- og gangbro over Limfjorden mellem Aalborg og Nørresundby, der kan fejre et års jubilæum har bidraget til ny udvikling på begge sider af vandet, mener en af hovedkræfterne bag broen

Danmarks fjerdestørste by omkranser Limfjorden - med Nørresundby i Vendsyssel nord for vandet og Aalborg i Himmerland syd for. Historisk set er de to landsdele, byer og kulturer forskellige, men forskellene viskes langsomt ud generation for generation. Ikke mindst på grund af trafikforbindelserne over vandet.

Sidste forår åbnede den tredje forbindelse, da de bløde trafikanter fik deres egen bro over fjorden. Kulturbroen havde til formål at forbinde Aalborg og Nørresundby både udviklingsmæssigt og kulturelt, og blev monteret på siden af den gamle, smukke jernbanebro, der oprindeligt blev tegnet af professor Anker Engelund i 1928.

Binder sammen
Allerede kort efter, at kulturbroen åbnede, krydsede over 1.000 cykler og knallerter broen i hverdagene og over 1.000 fodgængere i weekenderne. Så her – et år senere – er et sandsynligt bud, at der nu er kørt eller gået over en halv million ture over broen.

- Jeg bor og arbejder selv i Nørresundby, og jeg kan tydeligt se, hvordan flere og flere nu bruger byens tilbud på begge sider af fjorden, bruger de rekreative områder mere og skyder genvej på cykel eller til fods. Så jeg er både glad og stolt over, at broen er blevet den forventede succes, siger praktiserende landinspektør og tidligere byrådsmedlem Jens Toft-Nielsen, som var en af hovedkræfterne bag projektet.

Mere vækst og flere muligheder
Broens etårsjubilæum markerer det højere formål, som broen blev bygget med. Nemlig ikke kun at transportere fodgængere og cyklister over Limfjorden, men også at skabe en kulturel og udviklingsmæssig forbindelse mellem Nørresundby og Aalborg. For på trods af den korte afstand oplever de to byer forskelle i kulturer og muligheder.
- Nørresundby har et uudviklet potentiale midt i storbyen Aalborg. En fjord bør samle frem for at skille, fastslår Jens Toft-Nielsen, som på den baggrund gik sammen med en række andre ildsjæle og i 2005 formulerede visionen om en kulturbro.

Visionen bar frugt. RealDania ydede tidligt i forløbet støtte til at udvikle forprojektet til Kulturbroen, og over en tiårig periode knoklede ildsjælene for at skabe opbakning fra befolkningen, Banedanmark og politikerne - såvel lokalt som på Christiansborg. I sidste ende formåede de at hente de omkring 25 millioner kroner, som broen har kostet.

Broer knytter mennesker sammen
Et af de folketingsmedlemmer som fra starten bakkede op om projektet, er det lokale folketingsmedlem Lisbeth Bech Poulsen (SF), som i en årrække har boet i Aalborg og glæder sig over, at broen er blevet en succes:

- Det skaber udvikling og nye muligheder, når man forkorter afstandene og knytter mennesker sammen. Så det glæder mig meget at se, hvor meget den allerede nu bliver brugt, og at den bidrager til en spændende udvikling i området, siger Lisbeth Bech Poulsen.

-jhn

22/5 2018