70 år: Kan se tilbage på lang karriere i byggebranchen
Bestyrelsesformand i Moth & Partners, Jørgen Moth, fylder 70 år
Jørgen Moth har haft en fornem og lang karriere indenfor byggebranchen. Først i Danmark og siden i Norden og Europa, før han for 11 år siden etablerede konsulent- & rådgivningsvirksomheden Moth & Partners, som i dag har 10 konsulenter tilknyttet. Jørgen Moth er nu tilknyttet som bestyrelsesformand samtidig med, at eksterne bestyrelsesposter er kommet til. Han vurderer, at der er plads i kalendere til tre bestyrelsesposter mere i danske handels- eller produktionsvirksomheder.Karrieren startede med 15 år i det daværende Superfos Glasuld a/s (nu: Saint Gobain/Isovér), hvor han startede som sælger i det nordjyske og sluttede som regionsdirektør med ansvar for key account kunder i Danmark, samt Island, Grønland og Færøerne, før han i 1988 blev headhuntet til den finske koncern Neste, der ønskede at etablere sig med både produktion og salg af isoleringsmaterialer (polystyren) i Danmark.
Jørgen Moth blev sat i spidsen for dette projekt som adm. direktør, og fik på kort tid etableret produktionen på en nybygget fabrik i Hedensted under navnet Thermisol A/S. Gennem sine mange og gode kontakter til danske tømmerhandlere fik han på rekordtid opbygget en stor kundekreds, og Thermisol blev hurtigt den dominerende aktør indenfor polystyren-isolering til den danske byggebranche.
I 1997 fulgte koncernens anerkendelse for den danske indsats, idet Jørgen Moth blev udnævnt til vice president og fik ansvaret for 11 fabrikker i Norden, et salgskontor i Rusland samt ansvaret for koncernens forretningsudvikling.
Både danske og internationale kunder
I 2003 fulgte endnu et karriereskifte, idet Jørgen Moth besluttede sig for at etablere en konsulentvirksomhed indenfor byggebranchen i eget navn. Virksomheden voksede hurtigt og fik mange kunder bl.a. via Jørgen Moths etablerede netværk i byggebranchen, og antallet af konsulenter – hvoraf flere senere blev partnere – steg støt.
Krisen i byggebranchen fra 2008 var også hård for Moth & Partners. Det lykkedes med at kompensere med en international ekspansion, og virksomheden er i dag aktiv i Norge, Sverige, Tyskland, UK, Belgien og på Balkan og løser både opgaver for danske og internationale kunder på tværs af landegrænserne.
Vandrer på Caminoen
Gennem hele sin aktive karriere har Jørgen Moth haft stort fokus på kunderne og deres succes som en forudsætning for et frugtbart og langsigtet samarbejde. Kunderne er enhver virksomheds vigtigste aktiv, og et tæt og åbent samarbejde med dem er en uomtvistelig forudsætning for en langsigtet positiv udvikling.
I fritiden er han ude i naturen – enten på golfbanen eller med vandrestøvlerne på. Sammen med Elin gik han for 4 år siden ca. 275 km på Caminoen i Nordspanien, og i september i år blev turen forlænget med ca. 550 km fra St. Jean Pied de Port i Pyrenæerne i Sydfrankrig til målet i Astorga i Spanien, hvor den forrige tur startede.
Fødselsdagen den 25. oktober 2014 fejres under private former.
-los