780 elever indvier science-bygning

780 elever indvier science-bygning

780 elever var tirsdag den 8. april med til at indvie den naturvidenskabelige tilbygning til Horsens Statsskole

I den nye 1300 m2 store science-bygning fordeler faglokalerne og laboratorierne sig rundt om et dobbelthøjt fællesrum og en bred siddetrappe, der åbner og binder bygningen sammen indadtil. Det er tanken, at science-bygningen skal emme af naturvidenskab, og ved indvielsen emmede bygningen allerede af liv, da eleverne ikke var sene til at tage det store fællesrum i brug, efter at den røde snor var klippet over.

For at indfri Horsens Statsskoles visioner har AART architects organiseret science-bygningen i to etager, da bygningen på den måde friholder mest mulig plads til det eksisterende haveanlæg og skaber størst mulig synergi mellem de naturvidenskabelige fag – kemi, fysik, biologi og naturgeografi.

I dialog med bevaringsværdig bygning
Science-bygningen kobler sig på skolens bevaringsværdige hovedbygning og bygger på et klart koncept, der ikke alene går i dialog med hovedbygningen, men også markerer det oprindelige haveanlæg. Ved at drage fordel af bygningsanlæggets geometrier og hovedakser bevarer bygningen det eksisterende bygningsanlægs symmetrier. Bygningen indskriver sig på den måde i konteksten, hvilket forstærkes af de buede udskæringer, der åbner bygningen mod hovedbygningen og haveanlægget.

Science-bygningen er resultat af et tæt samarbejde mellem Horsens Statsskole, AART architects, Raundahl & Moesby og Niras. Byggeriet blev sat i gang i sommeren 2013 og har med indvielsen tirsdag den 8. april overholdt tidsplanen. Det er desuden planlagt at udvide science-bygningen med et auditorium med plads til 150 personer.

Ifølge planen skal auditoriet stå klar til brug den 1. august 2014.

- kj

10/4 2014