Åbner for udsigt over byggepladsen for Royal Arena
Fra den helt nye udsigtspavillon kan man se det imponerende byggeri udvikle sig dag for dag
Efter planen åbner Københavns nye arena til sports- og kulturarrangementer i 4. kvartal af 2016. Men allerede nu får københavnerne og andre interesserede mulighed for at kigge nærmere på opførelsen af arenaen.Fra en helt ny udsigtspavillon kan man henover sommeren se Royal Arena skyde i vejret. Fra taget af udsigtspavillonen kan byggeinteresserede børn og voksne se med, når arenaen henover sommeren får lagt store tagspær over sit enorme indre.
Samtidig kan man se flotte illustrationer af, hvordan Royal Arena kommer til at se ud, når byggeriet afsluttes ultimo 1. halvår af 2016. Efter planen vil Royal Arena åbne for publikum i 4. kvartal 2016.
Bestyrelsesformand for Arena CPHX, der er selskabet bag opførelsen af Royal Arena, Bent Frank, glæder sig over fremdriften i byggeriet:
- Vi glæder os enormt til at slå dørene op for offentligheden inden udgangen af 2016. Med udsigtspavillonen får vi allerede nu mulighed for at dele vores egen begejstring over projektet med københavnerne og andre, der får lyst til at lægge vejen forbi. Vi håber naturligvis, at mange børn og voksne får lyst til at lægge vejen forbi i sommerferien, siger Bent Frank.
Udsigtspavillonen på Ørestads Boulevard vil være åben for offentligheden alle ugens dage fra 12-19 i perioden fra d. 27. juni til d. 23. august.
Byggepladsen har adresse på Hannemanns Allé 18, 2300 København S, hvorfra der vil være skilte til pavillonen. Metrostoppet Ørestad Station ligger fem minutters gang fra byggepladsen.
Fakta om Royal Arena
- Royal Arena opføres af Arena CPHX P/S, der ejes af Københavns Kommune og Realdania med hver 50 procent.
- By & Havn, der er grundejer, indgår som samarbejdspartner i projektet og bidrager ved at stille et grundareal til rådighed for arenaen.
- Med opførelsen af Royal Arena kommer København på linje med andre store byer som Hamburg, Berlin og Stockholm. Det forventes, at Royal Arena vil tiltrække en bred vifte af kulturelle og sportslige arrangementer.
- Royal Arena får plads til cirka 15.000 gæster ved koncerter og cirka 12.500 til sportsarrangementer. Arenaen kan automatisk skaleres ned til en kapacitet på omkring 3.000. Royal Arena får et dedikeret og eksklusivt VIP‐niveau for arenaens kommercielle samarbejdspartnere.
- Danish Venue Enterprise A/S, der er et datterselskab af Live Nation A/S, er operatør på Royal Arena og vil efter byggeriets afslutning stå for driften af arenaen. Danish Venue Enterprise forventer, at der vil blive afholdt op til 60‐80 arrangementer om året, hvilket er en høj frekvens i forhold til andre arenaer.
Se mere om Royal Arena her.
-los