Aalborg lufter byggeplanerAalborg Havn er det hurtigst voksende erhvervsområde i Nordjylland og en af Aalborgs største ejendomsbesiddere med 420 ha erhvervsareal og 130.000 m2 bygninger.

Aalborg lufter byggeplaner

Aalborg Havn retter fokus på investeringer i erhvervsejendomme for at sikre flere lokale arbejdspladser. Konference i starten af maj tager emnet op i bredt forum

En af Aalborgs største ejendomsbesiddere Aalborg Havn sætter sammen med Aalborg Kommunes erhvervsafdeling BusinessAalborg fokus på erhvervsejendomme på en konference den 6. maj 2015.

Formålet er at sikre investeringer og udvikling i byens erhvervsområder og -ejendomme, der blandt andet skal munde ud i flere arbejdspladser.

I Aalborg har ejendomsinvesteringer i den seneste tid rimet på ungdomsbyggerier, der er en del af en større strategi om at gøre Aalborg til en attraktiv studieby. Men boligbyggerier er ikke det eneste område, hvor Aalborg Kommune ønsker at skabe vækst og udvikling. Frem mod 2018 er målet nemlig at tiltrække flere investeringer og skabe hele 5.000 nye arbejdspladser.

Identifikation af muligheder
Det skal bl.a. ske gennem udvikling af attraktive erhvervsområder og -ejendomme, og derfor stiller Aalborg Havn i samarbejde med BusinessAalborg nu skarpt på investering og valg af ejendomsfaciliteter i Aalborg:

- Det er altafgørende i forhold til at tiltrække investeringer og virksomheder, at man har erhvervsområder og -ejendomme, der er udviklede og rustet til at møde erhvervslivets fremtidige krav og vilkår. Vi vil derfor belyse de muligheder, der findes i byen, og ikke mindst de udfordringer, som både investorer og lejere i den kommende tid står overfor, fortæller Jeppe Faber, account manager i ejendomme og arealer, Aalborg Havn Logistik A/S.

Det sker på en konference den 6. maj, hvor der primært er fokus på udvikling af erhvervsejendomme i forhold til at øge konkurrencekraften i de transport- og logistikorienterede virksomheder, som er et af styrkeområderne i Aalborg Kommunes erhvervsplan.

Praktiske udfordringer
På konferencen ses der bl.a. nærmere på udfordringerne i forbindelse med overgangen fra bygningsreglement 2010 (BR 10) til bygningsreglement 2015 (BR 15) og bygningsreglement 2020 (BR 20).

Konstruktør og energikonsulent Kim Møller fra Rambøll giver sit bud på, hvordan det nye bygningsregulativ påvirker byggepriserne.

Blandt de øvrige oplægsholdere er også Aalborg Kommunes erhvervschef Tonny Skovsted Thorup og erhvervskonsulent John Büchler, der vil tale om betydningen af erhvervsejendomme i Region Nordjylland, og hvordan man formår at fastholde og tiltrække investeringer, virksomheder og arbejdspladser. Afdelingsdirektør i Nordjyske Bank Jacob Jensen giver desuden bankernes syn på finansiering af domicil-, lager- og logistikejendomme.

Konferencen finder sted på Aalborg Havn, der er det hurtigst voksende erhvervsområde i Nordjylland og en af Aalborgs største ejendomsbesiddere med 420 ha erhvervsareal og 130.000 m2 bygninger.

Aalborg Havn har over de seneste fem år opført knap 28.000 m2 erhvervsbygninger og tilkøbt yderligere 4.000 m2. Udlejning af bygninger og arealer udgør over halvdelen af havnens samlede omsætning.

Hele programmet kan ses på Aalborg Havns hjemmeside. Arrangementet er gratis, og tilmelding skal ske senest den 29. april til lb@aalborghavn.dk.

-cmn

23/4 2015