Aarhus Havn er på ret kursAarhus Havns investeringsplan for de kommende år, viser en fast tro på fremtidig vækst frem til 2017. (Foto: Jørgen Weber)

Aarhus Havn er på ret kurs

I perioden fra 2014 – 2017 forventer Aarhus Havn at investere ikke mindre end 500 mio. kr. i nye bygninger og anlæg

Jakob Flyvbjerg Christensen, der tiltrådte som havnedirektør i Aarhus 1. januar 2014, glæder sig over at kunne fremlægge sit første årsregnskab. Det viser nemlig, at virksomheden er på rette kurs.

- Regnskabet viser, at vi har stigende aktiviteter på nogle meget væsentlige forretningsområder. Og vi kan se i tallene, at fremgangene kommer både i kraft af nye kunder, der kommer til, og i kraft af eksisterende kunder, der har styrket deres forretning med udgangspunkt i Aarhus Havn. Det er god pejling for fremtiden, siger Jakob Flyvbjerg Christensen.

Mens væksten i det danske samfund i 2014 var på 1 %, realiserede Aarhus Havn en omsætning på 237 mio. kr., hvilket svarer til en fremgang på 9,2 %. Når det gælder årets resultat af selve havnedriften blev det godt og vel fordoblet fra 20 mio. kr. i 2013 til 46 mio. kr. i 2014.

Aarhus Havns investeringsplan for de kommende år, viser også en fast tro på fremtidig vækst. I perioden fra 2014 – 2017 forventer Aarhus Havn at investere ikke mindre end 500 mio. kr. i nye bygninger og anlæg.

Størst i Danmark
Kigger man på godsomsætningen for 2014 gik både containeromsætningen og bulkomsætningen frem, hvilket er de to områder, hvor Aarhus Havn i forvejen har markante markedsandele og er størst i Danmark.

Containeromsætningen steg med 3,5 %, mens bulkomsætningen, der bl.a. består af korn- og foderstoffer, steg med 8,1 %.

Den samlede godsomsætning faldt dog med 5,6 %., hvilket skyldes tabt omsætning på den Kattegatrute, der sejlede med sit sidste skib i oktober 2013. Hvis man korrigerer for denne rute, har der i 2014 været en stigning i den samlede godsomsætning på 4,4 %.

Også udlejning af bygninger og arealer, som er en anden væsentlig del af Aarhus Havns indtægtskilde, er i vækst. Her steg omsætningen i 2014 med 4 mio. kr. svarende til 6 %.

cmn

12/3 2015