Aktive oplevelser ved Bagsværd SøDet nye rocenter skal være et moderne idrætsanlæg i pagt med naturen - og inspirere til aktivitet og oplevelser.

Aktive oplevelser ved Bagsværd Sø

Den kommende modernisering af Danmarks Rostadion skal til at blive realiseret, og Nordea-fonden har valgt at støtte en række tiltag med 5,63 mio. kr.

Den planlagte moderniseringen af Danmarks Rostadion og området omkring vil ikke alene skabe optimale trænings- og konkurrenceforhold for eliten og bredden, men også skabe nye muligheder for et aktivt motions- og friluftsliv for de mange mennesker, som søger naturen omkring søen.
 
Det sker bl.a. ved et tribuneanlæg, der inviterer til leg og bevægelse i hverdagen, et dommertårn, hvor børnehavebørn på udflugt kan søge ly og spise madpakker, og en ny solnedgangsbro ved Nybro, hvor store som små kan koble af i de maleriske omgivelser.

Og netop for at tilgodese de mange forskellige brugere af søen er der i moderniseringen af Danmarks Rostadion tænkt multifunktionelt og rekreativt overalt i bygninger og terræn. Samtidig vil de helhedstænkte løsninger og de store greb i bygninger og terræn få området til at fremstå naturligt, harmonisk og smukt.

- Projektet er helt unikt i sin måde at nytænke et idrætsanlæg, så det i sine løsninger både kan fungere til gavn for rosporten og for alle andre, der har glæde ved at færdes omkring Bagsværd Sø. Det vil give endnu flere borgere mulighed for gode fælles oplevelser ved Bagsværd Sø med natur, bevægelse og sundhed i centrum, siger Henrik Lehmann Andersen, der er direktør for Nordea-fonden, som støtter projektet med 5,63 mio. kr.

Anlæg åbnet for alle
Et eksempel på, hvordan de forskellige elementer bliver bragt i spil for alle, er stueetagen i dommertårnet, der i hverdagen vil være tilgængeligt for alle gæster af søen. Familier, idrætsforeninger, folk på vandretur eller børnehavebørn på tur. Rummet kan også bruges til for eksempel naturformidling. Der vil også være nye motionstilbud og legemuligheder i skovkanten bag dommertårnet.
 
På samme måde vil publikumstribunen til dagligt blot være en stor bakke med vekslende siddetrin, trappeforløb og en indbygget ruchebane, der vil invitere til leg og bevægelse. Ved konkurrencer kan der etableres midlertidige tilskuerfaciliteter, som 'trækkes' hen over den naturlige bakke. Også den eksisterende toiletbygning vil blive lavet om til et trailcenter med information om stier og muligheder i området. Det kan fungere som mødested for løbeklubber og andre motionister, og toiletterne vil fremover være åbne i hverdagen. Der bliver også anlagt en ny anløbsbro til bådfarten og en solnedgangs- og udsigtsbro ved Nybro.

Bagsværd Sø er fredet
Bagsværd Sø med omgivelser er fredet, og derfor kræver moderniseringen af Rostadion og de rekreative tiltag en dispensation. Den har Fredningsnævnet netop givet, idet projektet ikke vurderes at stride mod fredningens formål. Fredningsnævnet peger også på, at Rostadion har ligget i området siden '30'erne, og at de nuværende tekniske og bygningsmæssige installationer er gamle og til dels skæmmende. Nævnet finder derfor, at en renovering af anlæggene vil kunne bidrage til en forskønnelse af området.
 
Fredningsnævnets afgørelse og en række andre dispensationer er blevet påklaget til Nævnenes Hus. Hvis sagsbehandlingen i Nævnenes Hus sker hen over sommeren, vil byggeriet kunne gå i gang omkring oktober 2018, idet dele af byggeriet skal gennemføres om efteråret og vinteren for at tage hensyn til svaler og flagermus. Trækker sagsbehandlingen i Nævnenes Hus ud, vil byggeriet først kunne gå i gang i efteråret 2019.

-kj

25/6 2018