Akustikpladeaffald granuleres og bliver til nye byggematerialerI Danmark har både offentlige og private bygherrer gjort brug af modellen på enkeltstående renoveringsprojekter.

Akustikpladeaffald granuleres og bliver til nye byggematerialer

Løsningen kombinerer bidrag af materialer til cirkulær genanvendelse og en enkel og struktureret affaldshåndtering på byggepladsen med dokumenterede CO2-gevinster

40 % af alt affald, der genereres i verden, stammer fra byggeindustrien. Saint-Gobain Ecophon har udviklet en model, der gør det nemt og enkelt at genanvende brugte akustikplader og afskær til produktion af nye materialer. 

Modellen, som er en del af Ecophons cirkulære forretningsmodel SoundCircularity, kan overføres til andre lande og affaldsstrømme. 

Hos rådgivningsvirksomheden Alpha Akustik førte modellen sidste år til indsamling og genanvendelse af 2200 kg afskær fra opsætning af akustikplader og en CO2-besparelse på 2010 kg.

- Der er rift om klodens jomfruelige materialer, og i byggebranchen er flere råmaterialer en knap ressource herunder sand, grus og ler. 

- Det gælder derfor om at kaste et kritisk og kreativt blik på alt slags byggeaffald, overskydende materialer og afskær fra montering, inden affaldet traditionen tro ryger på deponi, siger Keld Rasmussen fra Ecophon.

Han vurderer, at der er en stigende interesse for Ecophons genanvendelsesservice i takt med de øgede krav til dokumentation af bæredygtighed og CO2-besparelser. 

Løsningen kombinerer netop bidrag af materialer til cirkulær genanvendelse og en enkel og struktureret affaldshåndtering på byggepladsen med dokumenterede CO2-gevinster.

- Modellen går kort fortalt ud på at gøre det så nemt som muligt at granulere og genanvende akustikpladeaffald i cirkulær produktion af nye byggematerialer. Plader eller afskær bliver indsamlet af håndværkerne i bigbags, hvorefter Ecophon sørger for transporten til et miljøanlæg, hvor materialet bliver granuleret til et fint pulver. 

- Pulveret pakkes i sække og bliver dernæst – stadig med Ecophon som tovholder – leveret til Leca Danmark og Saint-Gobain Isover, som også er en del af Saint-Gobain-koncernen, fortæller Keld Rasmussen. Han fortsætter:

- Hos Saint-Gobain Leca og Saint-Gobain Isover indgår de nu pulveriserede akustikplader i produktionen af glasuld med høj isoleringsevne og som fyldstof i produktionen af Leca-kugler. 

- Glasuld er i forvejen produceret med en høj andel af genanvendt glas og har unikke, lydabsorberende egenskaber. Noget af den nye glasuld bruges efterfølgende i produktionen af nye akustikplader på Saint-Gobain Ecophon.

Han understreger, at den cirkulære model er nem at implementere på byggepladsen, og ved årets udgang eller projektets afslutning får kunden et certifikat med angivelse af, hvor mange kg afskær eller gamle akustikplader man har bidraget med, og den opnåede CO2-besparelse.

SoundCircularity-genanvendelsesservice startede ifølge Keld Rasmussen hos Ecophon i Sverige, blev udbredt til Danmark og Finland og senest også til Tyskland, Frankrig, Polen og flere andre lande.

- Gamle akustikplader og afskær fra opsætning af nye akustikplader i Danmark bliver kørt til et miljøanlæg i Malmø, men selv med transporten til og fra Malmø bliver der opnået en markant CO2-besparelse, fortæller Keld Rasmussen.

I Danmark har både offentlige og private bygherrer gjort brug af modellen på enkeltstående renoveringsprojekter. 

Hos akustik- og rådgivningsvirksomheden Alpha Akustik, der rådgiver og udfører akustikregulering for både kommunale, private, arkitekter, rådgivere og virksomheder, har modellen de seneste fire år været en fast bestanddel af virksomhedens forretningsplan og årlige bæredygtighedsrapportering.

- Vi er en af foreløbigt ret få virksomheder i vores branche, der hvert år udarbejder et ESG-regnskab. Det gør vi, fordi vi gerne vil kommunikere, at vi prioriterer miljøet, og at vi sætter handling bag ordene ved for eksempel at sende overskydende materialer og afskær retur til producenten. 

- Hvis vi kører akustikpladeafskær på lossepladsen, så ved vi ikke, hvor det havner. 

- Ecophon er en af vores vigtige samarbejdspartnere, og med SoundCircularity-genanvendelse kan vi være helt sikre på, at afskær fra akustikplader indgår i et cirkulært produktionsforløb og ender med at blive til nye byggematerialer, fortæller Lars Hey, salgsdirektør og medejer af Alpha Akustik.

Sidste år indsamlede Alpha Akustik 2200 kg overskydende materialer fra opsætning af akustikplader, hvilket svarer til en besparelse på 2010 kg CO2. Regnskabet tager højde for transporten til og fra miljøanlægget i Malmø.

Ifølge Keld Rasmussen er Alpha Akustik ‘branchens forbillede’, idet virksomheden vælger den bedste frem for den billigste løsning, når det gælder affaldssortering:

- Lige nu ser vi desværre, at mange fortsat vælger de traditionelle løsninger på deponi frem for at tilslutte sig ordningen med at sortere i vores bigbags og sikre, at afskær eller gamle akustikplader sendes til granulering og herefter indgår i en cirkulær produktion af nye materialer. 

- Vi kunne godt ønske os, at flere tilsluttede sig servicen. Vi mærker heldigvis også en stigende interesse, der indikerer, at flere har tænkt sig at følge det gode eksempel, som vi allerede ser hos Alpha Akustik samt hos offentlige og private bygherrer, der har benyttet ordningen, siger Keld Rasmussen.

-dc

27/5 2026