Allinge har tre sæsonerProjektet om en helhedsplan for Allinge skal skabe helhed og synergi på tværs af byens tre ”sæsoner” – helårsbyen, turistbyen og folkemødebyen. (Foto: Bornholms Regionskommune)

Allinge har tre sæsoner

Forslag til helhedsplaner for Folkemøde-byen Allinge er nu klar. Bornholms Regionskommune og Realdania går sammen om udvikling af en strategisk og bæredygtig helhedsplan for byen

På mandag den 9. november kl. 16-18.30 offentliggøres tre forslag til helhedsplaner for Folkemødet og Allinge. Det sker i Domen på Cirkuspladsen i Allinge.

Tre tværfaglige teams under ledelse af arkitekt- og rådgivningsfirmaerne Jaja, Mutopia og SLA har siden april 2015 arbejdet på hver deres forslag til en bæredygtig helhedsplan for Allinge. Nu er helhedsplanerne klar til at blive præsenteret for alle interesserede.

Samarbejdet mellem Bornholms Regionskommune og Realdania om udvikling af en strategisk og bæredygtig helhedsplan for Allinge og Folkemødet, har resulteret i tre flotte og gennemarbejdede planforslag, der sætter fokus på muligheder for at udvikle Folkemødet og Allinge.

Natur og events
En evalueringsrapport, som er udarbejdet i forbindelse med evalueringen af de tre forslag til helhedsplaner, offentliggøres også ved arrangementet den 9. november.

Opgaven for arkitektfirmaerne er gået ud på at udarbejde et forslag til en helhedsplan, som beskriver og illustrerer udfoldelsen af visionen for Allinge: ”Den skalerbare by – med natur og events som drivkraft”.

Projektet skulle skabe helhed og synergi på tværs af byens tre ”sæsoner” – helårsbyen, turistbyen og folkemødebyen. Udgangspunktet er et behov for at gennemtænke Allinges landskab og byrum, infrastruktur og parkering, bygninger og overnatningsmuligheder, så de bedst muligt kan tilpasse sig de tre sæsoner, som naturligt stiller vidt forskellige krav til byens rammer.

Til gavn for Nordlandet
De tre forslag til helhedsplaner, som ser dagens lys på mandag, vil udgøre grundlaget for at udarbejde én samlet strategisk helhedsplan. Helhedsplanen skal bruges som styringsredskab for udvikling og investering i de fysiske rammer for Folkemødet og Allinge. I den proces vil Allinges borgere og andre interesserede også blive inddraget i arbejdet.

Winni Grosbøll, borgmester, Bornholms Regionskommune betegner opgaven som stor og kompleks og processen intens, spændende og lærerig.

- De tre teams har på forbilledligt vis været åbne, kreative og inddraget borgere, foreninger og andre interessenter i udarbejdelsen af de endelige løsningsforslag. Helhedsplanen giver os et rigtigt godt udgangspunkt for at udvikle Allinge og skabe nye rammer både for borgerne, der bor der hele året og for de mange gæster der elsker Allinge og Nordlandet, siger regionsborgmesteren.

-cmn

5/11 2015