Ansvar for kystsikring flyder mellem myndigheder
Danmark halter efter naboerne i sikring mod vandmasserne. Danske Anlægsentreprenører tager emnet op med politikerne og efterlyser en national plan for kystsikring
Der er hverken høje fjelde eller store tinder i Danmark, hvor det meste af landet ligger lige omkring havoverfladen.
Det betyder i sagens natur, at Danmark er et meget sårbart land over for de vandmasser, der kan komme til at ramme landet på grund af havstigninger, hvis klimaprognoserne holder stik.
På trods af denne situation ligger Danmark langt efter nabolande som Sverige og Norge, når det handler om at hjælpe boligejerne mod oversvømmelser, og det bør de danske politikere tage op til eftertanke, mener Danske Anlægsentreprenører, der tager emnet op på dagens Anlægsdag.
Staten nøler
- I Danmark hviler ansvaret for kystsikringen på mange skuldre og, det er et problem, siger branchedirektør i Danske Anlægsentreprenører i Dansk Byggeri, Niels Nielsen.
- Det er ikke så mærkeligt at en grundejer ikke har et stort incitament til at betale for kystsikring, som nok kan beskytte bygninger og infrastruktur mod oversvømmelser, men måske ikke er det store problem for ham.
- Der er en masse politisk vilje til at sørge for, at vi ikke får våde sokker, når vi skal ned til fryseren i kælderen, men det er småt med handlingen, fordi staten slet ikke har en tilstrækkelig central rolle såvel med hensyn til beslutning af projekter som med hensyn til finansieringen, siger Niels Nielsen.
Pres på kommunerne
Vender man blikket mod vores brodernationer Norge og Sverige, så gør man tilsyneladende her mere for at gøre det attraktivt at beskytte sig mod oversvømmelser.
Eksempelvis har kommunerne i de to lande bevisbyrden, når boliger bliver oversvømmede, og det presser kommunerne til at få udbygget kloakkernes kapacitet.
Storbritannien udbetaler staten en minimumserstatning til huse, der er blevet oversvømmet, men ikke hvis huset er bygget efter 2009. Så er det tanken, at der skal være tænkt ind i planen med bygningen, at der kan være store mængder vand på vej i de kommende år.
Storbritannien planlægger desuden også at bruge en milliard pund årligt på at sikre mod stigende vandstande, regnskyl og stormfloder fra år 2020.
Efterlyser national plan
- Politikerne bør træffe beslutning om en national plan for kystsikringen af de danske kyster, hvor staten får en mere central rolle og sådan en plan bør bl.a. bygge på erfaringer f.eks. fra vores nordiske naboer, siger Niels Nielsen.
Efter de senere års store storme har sikring mod oversvømmelser fået mere opmærksomhed, og emnet bliver også drøftet på Danske Anlægsentreprenørers årsdag i dag den 19. marts
-cmn