Antallet af erhvervsskoleelever falder fortsatDirektør Lars Kunov advarer mod at være for positiv i tolkningen af undervisningsministerens tal for nye erhvervsskoleelever.

Antallet af erhvervsskoleelever falder fortsat

Det ser umiddelbart godt ud, når undervisningsminister Merethe Riisager fortæller, at antallet af erhvervsskoleelever direkte fra folkeskolen er steget. Men det dækker over en deprimerende sandhed – det samlede antal erhvervsskolelever er nemlig faldet

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Knap 12.100 elever startede direkte på en erhvervsuddannelse efter grundskolen i løbet af juli og august 2018. Sidste års tal lød på 11.700.

Men det samlede antal nye elever på erhvervsuddannelserne i juli og august er lavere sammenlignet med sidste år. Den gruppe af elever, der ikke kommer direkte fra grundskolen og dermed begynder direkte på grundforløbets anden del, er nemlig blevet 11 procent mindre.

Direktør Lars Kunov fra Danske Erhvervsskoler siger til BygTek, at i virkelighedens verden begyndte 1311 elever færre på erhvervsuddannelserne:

- Der er kommet lidt flere fra folkeskolen, men 1743 FÆRRE af dem, der enten har været ude i job eller prøvet andre uddannelser, siger Lars Kunov.

Erhvervsskoler bliver for små
Virkeligheden er altså, at der kommer markant færre elever på erhvervsskolerne, og den situation sætter både skolerne og arbejdsmarkedet under pres:

- For erhvervsskolerne forstærker det konsekvenserne af den i forvejen lave aktivitet. Det kan gøre det vanskeligt for skolerne at opretholde et udbud af uddannelser og den nødvendige ekspertise blandt lærerne. Erhvervsskolerne bliver så små, at de får svært ved at få det hele til at løbe rundt, og for samfundet vokser manglen på faglært arbejdskraft yderligere, siger Danske Erhvervsskolers direktør videre.

En stakket frist
Lars Kunov erkender, at en del af de potentielle elever har taget del i festen på jobmarkedet og udfører ufaglærte job, men glæden har en stakket frist:

- De kommer til at stå i en ubehagelig situation, når arbejdsmarkedet vender. På bare den mellemlange basis er det ikke ufaglært arbejdskraft, der efterspørges. Virksomhederne ønsker faglært arbejdskraft. Der er kommet en lille forbedring i antallet af elever direkte fra folkeskolen, men det er slet ikke nok til at opfylde behovet – slet ikke når vi samtidig oplever et massivt fald i de øvrige elever. Nu er det på tide at træffe nogle politiske beslutninger om blandt andet at flytte 10. klasserne over til erhvervsskolerne, og i forbindelse med Finansloven må man finde penge til at genoprette erhvervsskolernes økonomi, så vi kan levere en ordentlig kvalitet på vores uddannelser, slår Lars Kunov fast.

Dimensionering skaber usikkerhed
Ifølge undervisningsministeren skyldes faldet blandt de lidt ældre elever primært, at der i 2018 er indført adgangsbegrænsning for optaget for at tage hensyn til behovet for arbejdskraft – såkaldt dimensionering.

Det betyder, at elever skal have en kvoteplads eller en praktikplads for at blive optaget på den pågældende erhvervsuddannelse:

- Det skaber så meget usikkerhed på kvoteuddannelserne, at eleverne holder sig væk, fordi de ikke kan finde ud af reglerne omkring dimensioneringen. Der er skoler med dimensionerede uddannelser, som har ledige pladser, fordi eleverne simpelthen bliver skræmt væk. Dermed er systemet selv med til, at færre vælger erhvervsuddannelserne, slutter Danske Erhvervsskolers direktør Lars Kunov

3/10 2018