Arkitektakademi får ny bestyrelsesformand
Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen udpeger Realdania By’s tidligere adm. direktør Mette Lis Andersen som ny bestyrelsesformand på KADK
Det er en engageret topchef, der nu sætter sig i bestyrelsesstolen på KADK, Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering.
Mette Lis Andersen har de sidste syv år stået i spidsen for Realdania By som adm. direktør, hvor hun har gennemført en omfattende udvikling af Realdanias kompetencecenter for areal- og byudvikling.
Hendes engagement kan snart ses i en række fremsynede byudviklingsprojekter, som nu tager form i Køge, Fredericia, Ringkøbing, Hedehusene og København, mens hun i en årrække har haft topposter inden for Københavns Kommune, DSB, Hillerød Kommune mv.
-Det er en yderst kompetent kvinde, der nu bliver bestyrelsesformand på KADK. Mette Lis Andersen har et indgående kendskab til KADK\'s uddannelsesområde og har erfaring som leder både fra den private og den offentlige sektor. Den nye formand skal ikke mindst være med til at løfte udfordringen med at skabe en bedre overgang til arbejdsmarkedet for dimittenderne, siger uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen.
Erhvervsgruppe skaber værdier
Mette Lis Andersen anser selv de kunstneriske uddannelser som vigtige for vores samfund og peger på, at kandidaterne udgør en væsentlig og betydende erhvervsgruppe, der skaber værdi på utroligt mange områder.
- Vi har brug for kandidater, der kan stille de rigtige spørgsmål, skabe visioner, formgive og udvikle konkrete svar, der bidrager til at skabe kvalitet i vores omgivelser og dermed øge vores samlede livskvalitet i alle skalaer. I den vigtige kulturarv, i det nære design, i byggeriet og i udviklingen og skabelsen af vores byer, siger Mette Lis Andersen.
Hun glæder sig således til sammen med skolerne og bestyrelsen at bidrage til at sætte retningen for KADK de kommende år og fortsat rette fokus på, at mødet mellem kandidater og erhvervsliv løbende udvikles til gavn for begge parter.
- Der er rigtig mange spændende opgaver og udfordringer - både kendte og mere uopdyrkede, der kan og skal løftes af og med kandidater, der forstår og møder hvor tids kompleksitet og udfordringer med evner til at kombinere egne faglige kompetencer med andre fagligheder i tværfaglige samarbejder. Her har KADK både platformen og alle muligheder for, at de kommende generationer af konservatorer, designere og arkitekter - på tværs af de tre uddannelser – og i samspil med andre er klar til at bidrage og skabe høj kvalitet i vores omgivelser. Jeg glæder mig meget til opgaven, siger KADK’s nye formand.
Driftig på flere fronter
Rektor på KADK, Lene Dammand Lund, forstår godt, at ministeren peger på Mette Lis Andersen.
- Hun virker som det helt oplagte valg. Hun har stor ledelseserfaring, har gennem hele sin karriere arbejdet i feltet mellem strategi og udvikling og kommer med en inspirerende erfaring fra fondsarbejdet hos Realdania og hele den politisk forståelse, ikke mindst fra Københavns Kommune. Hun er kendt som en dygtig og engageret leder, og vi ser meget frem til samarbejdet, siger Lene Dammand Lund.
Ud over fondserfaringen fra Realdania, har Mette Lis Andersen tidligere bl.a. været miljøchef i DSB, teknisk direktør i Hillerød Kommune, fondschef i Realdania, adm. direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune og drevet privat konsulentvirksomhed, som hun genåbnede 1. januar 2015.
Mette Lis Andersen har erfaring med bestyrelsesarbejde fra en stribe bestyrelsesposter i bl.a. Koldinghus, Nordicom, NærHeden P/S, Ringkøbing K, Køge Kyst, Fredericia C mv.
Hun overtager posten som bestyrelsesformand fra Johanne Due, der fratrådte ved udgangen af 2014, og hun bliver del af formandskabet for KADK sammen med næstformand Mette Kynne Frandsen, Henning Larsen Architects.
-cmn