Arkitektteam valgt til Københavns nye udsigtspunkt
Forsyningsselskabet HOFOR har nu blandt fem konkurrerende arkitektteams kåret det vinderforslag, der skal sikre den grønne omstilling af Amagerværket
Forsyningsselskabet HOFOR har nu blandt fem konkurrerende arkitektteams kåret det vinderforslag, der skal sikre den grønne omstilling af Amagerværket.Med ”PLANT POWER” fra Gottlieb Paludan Architects og Møller & Grønborg får HOFOR et visionært og bæredygtigt ansigt mod byen, mens københavnerne samtidig får unik adgang til kraftværket – i form af nyt udsigtspunkt over København fra toppen og mulighed for et blik helt ind i værkets maskineri
- Det er glædeligt, at selv om vi har haft behov for at presse citronen, hvad gælder budgettet, så er det lykkedes at få et visionært bud, der vil klæde København. Og som jeg håber og tror, at byens borgere også bliver glade for, idet de får en unik mulighed for at komme helt tæt på værket, siger administrerende direktør hos HOFOR, Lars Therkildsen og peger på de muligheder for fra nært hold at kigge ind i værket og fra et grønt udsigtspunkt på toppen – i over 40 meters højde – nyde udsigten over København. Noget, der ikke er set før andre steder, og som HOFOR håber vil blive et interessant og anderledes udflugtsmål for københavnerne.
Skoven er tema
Kreativ direktør i Gottlieb Paludan Architects, Jesper Gottlieb, siger om det vindende forslag:
- Det gennemgående tema er skoven som sted og som kilde til CO2-neutralt biobrændsel. Skov-temaet udfoldes i facadebearbejdningen ved at ophænge træstammer, som både på afstand og nært hold skaber overraskende æstetiske og rumlige oplevelser. Toppen af kedelhuset, som er synlig over stamme-facaden, udføres i gyldent tonede kassetter som fanger lyset, hvorved der opstår en ny markant kuppel på Københavns skyline. De besøgende inviteres til at bevæge sig op gennem facadens skov af stammer via en spektakulær trappe, der ender i en beplantet udsigtsplatform, hvor de kan lære mere om energiforbrug, produktion og bæredygtighed, forklarer Jesper Gottlieb.
HOFOR og arkitektteamet går nu i gang med at konkretisere forslaget, der også skal sikre, at helhedsplanen for Amagerværket indeholder den fleksibilitet i energivalg, som HOFOR ønsker. Ombygningen forventes færdig i 2020.
-jhn
Fakta om HOFORs ombygning af Amagerværket:
Den nye kraftværksblok på Amagerværket har fået navnet ’BIO4’ og forventes at stå færdig i 2020.
BIO4-blokken vil fyre med bæredygtig biomasse i form af træflis.
Ombygningen vil også give københavnerne et nyt udflugtsmål, idet der etableres en trappe langs den 200 meter lange bygning, der ender i en grøn udsigtsplatform i cirka 40 meters højde med et informationspunkt, hvor besøgende kan lære mere om skoven og omstillingen til bæredygtig energi.
BIO4-projektet omfatter også etablering af blandt andet nye rammer til administrations- laboratorie- og værkstedsfaciliteter sammen med en grøn og fremtidssikret helhedsplan for Amagerværket.
Gottlieb Paludan Architects er hovedrådgiver for arkitektprojektet med Møller & Grønborg som landskabsarkitekt og Speirs + Major som lysdesigner.