Bedste årsresultat i seks år for Base Erhverv
Entreprenørvirksomheden har netop afsluttet sit 15. regnskabsår og forventer i indeværende regnskabsår at øge omsætningen med næsten 100 mio. kr.
Base Erhverv fremviser et årsresultatet før skat for regnskabsåret 2017/2018, der udgør 3,7 mio. kr. mod 3,3 mio. kr. året før og 924.000 kr. i regnskabsåret 2015/2016. Omsætningen udgør 141,1 mio. kr. mod 152,9 mio. kr. året før, og 50,2 mill. kr. i 2015/2016. Dermed er omsætningen næsten tredoblet siden regnskabsåret 2015/2016.
Adm. direktør Klaus Rønslev siger:
- Vi har i det forløbne år investeret en del på Sjælland og har pr. den 1. april ansat Rasmus Mørk Heiberg som regionsdirektør med base i Roskilde. Vi forventer at få en særdeles god vækst med flere store byggeprojekter på Sjælland og afventer aktuelt beslutninger vedr. flere tilbud. Vi har i årets løb også ansat flere nye medarbejdere, og det kommer vi også til at gøre i det kommende år, siger han og fortsætter:
- Det, der imidlertid glæder mig mest, er, at vi allerede i dag har en ordrebeholdning, svarende til hele sidste års omsætning. Og jeg forventer, at vi i nuværende regnskabsår vil omsætte for et godt stykke over 200 mio. kr. Ikke fordi omsætning i sig selv er interessant - årsresultatet er mere interessant - men omsætningen giver et billede af produktiviteten og processen i virksomheden, siger Klaus Rønslev, der forventer en omsætningsforøgelse på næsten 100 mio. kr. ift. regnskabsåret 2017/2018.
Base Erhverv har i det seneste regnskabsår afleveret fem projekter med et samlet etageareal på 26.800 m2. Det gælder 5000 m2 produktionshal for Confac i Randers, 1800 m2 konferencesal for Forum Horsens, 7000 m2 butikscenter i Vejle, 11.000 m2 lager og administration for Toprent i Stilling og 2000 m2 pakketerminal for GLS i Taastrup.
Aktuelt arbejder Base Erhverv med otte projekter med et samlet etageareal på 30.175 m2. Det gælder museumsmagasiner i Taastrup og Auning, administrationsbygning i Randers, kontorhuse i Skanderborg, Aarhus og Horsens samt højlager i Silkeborg og lagerbygning i Brabrand. Kontorhuset i Skanderborg er for butikskæden Normal, og projektet i Aarhus er et 14 etagers kontorhus, mens kontorhuset i Horsens er på ni etager.
-kj