Bedste vinterhalvår i seks år
I gennemsnit har kun seks % af byggevirksomhederne oplevet, at vejret har givet anledning til produktionsbegrænsninger, og det er det laveste niveau i seks år
Antallet af byggevirksomheder, der har været generet af vejret, har i vinterhalvårets måneder varieret fra bare to til 11 % af virksomhederne, og i gennemsnit har kun seks % af byggevirksomhederne oplevet vejret som en produktionsbegrænsende faktor. Dermed bliver vinterhalvåret 2014/2015 det tredje mest nådige over for byggevirksomhederne set over de seneste 10 år.Det fremgår af en ny opgørelse fra byggevirksomheden Cembrit, der på baggrund af tal fra Danmarks Statistisk har opgjort vejrets betydning som produktionsbegrænsende faktor i perioden fra september til marts siden vinterhalvåret 2005/2006.
- De kolde og barske vintre afspejler sig direkte i branchens produktion såvel som i beskæftigelsen, og derfor er det entydigt positivt for branchen, når vi kommer så smertefrit igennem vinterhalvåret, som tilfældet er denne gang, siger chefanalytiker Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri.
Fri for bump
I Cembrit, der er leverandør af fibercementbaserede løsninger til tag og facade, hæfter adm. direktør Mogens Fisker sig ved, at en stabil aktivitet hen over året altid er at foretrække frem for de meget store udsving i aktivitetsniveauet, som en hård vinter kan føre med sig.
- Efterspørgslen efter vores service og produkter er der uanset vejret, så hvis vinteren sætter en masse byggeprojekter på pause i en kortere eller længere periode, så får vi de her bump i produktiviteten, som alle parter helst er fri for, siger Mogens Fisker.
- Og selv om vi i dag kan gøre meget for at modgå gener fra vintervejret – f.eks. ved at inddække de bygninger, vi arbejder på – så er en stivfrossen og snedækket byggeplads bare ikke befordrende for produktiviteten. Så vi glæder os bestemt over at være sluppet billigt igennem vinterhalvåret, tilføjer han.
-kj