Bendt Bendtsen bakker kritik af energipakke opDen tidligere konservative vicestatsminister Bendt Bendtsen går i debatindlæg direkte til angreb på den danske regering

Bendt Bendtsen bakker kritik af energipakke op

Dansk Byggeri erklærer sig enig med det konservative medlem af EU-Parlamentet, Bendt Bendtsen, der offentligt kritiserer regeringen for ikke at inddrage energibesparelser i sit energiudspil

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Det er ikke hverdagskost, at medlemmer af regeringspartierne går direkte til angreb på regeringens politik i et debatindlæg.

Men det var ikke desto mindre, hvad Bendt Bendtsen gjorde forleden i et debatindlæg i Politiken, hvor han blandt andet kritiserer regeringen for at lade sig styre af energiproducenterne (CITAT):

- Det ser ud til, at energiproducenterne har haft en tung hånd på energiministerens udspil. Hvor er indsatserne for mere effektiv brug af vores energi…
Han har som tidligere nævnt i BygTek peget på nødvendigheden af, at fremtidens danske energiplan bør baseres på såvel energibesparelser som vedvarende energi.

Tager bladet fra munden
Direktør Michael H. Nielsen erklærer sig nu enig med den tidligere danske minister og takker ham for ’at tage bladet fra munden’:

- Han påpege svagheden i det regeringsudspil, som hans eget politiske bagland har lagt frem, siger Michael H. Nielsen blandt andet.

Han mener, at det energiudspil, regeringen har lagt frem, er både ’skævt og mangelfuldt’.

Der foregår netop nu forhandlinger i EU om et nyt direktiv om energieffektivitet, og det er ikke mere end en måned siden, at parlamentet godkendte et nyt bygningsdirektiv, som lægger kimen til massive energibesparelser i de europæiske bygninger.

Regeringen ignorer udspil
Det bygningsdirektiv er allerede godkendt af EU's energiministre, OGSÅ Lars Chr. Lilleholt, men det har regeringen valgt at ignorere i sit udspil til energiplan:

- Om vi taler for døve ører, vil resultatet af de igangværende energiforhandlinger vise. Men det er uomtvisteligt, at Bendt Bendtsen leverer en meget markant, utvetydig og rettidig kritik af regeringens udspil. Og dermed en vigtig påmindelse til hans eget politiske bagland om at få rettet grundlaget for en ny energiaftale op, så det rummer både energibesparelser og en udbygning med vedvarende energi, siger Michael H. Nielsen.

Sparet er tjent
Bendt Bendtsen har igen og igen peget på nødvendigheden af – også sikkerhedsmæssigt - at de europæiske lande gør sig uafhængige af energi fra Rusland, og han peger på, at den letteste og billigste model at bruge mindre energi.

- En sparet kilowatt er en tjent kilowatt, mener Bendt Bendtsen, der i debatindlægget erklærer sig ’målløs’ over, at hans egen danske regering ikke bygger videre på bygningsdirektivet.

- Vi kan kun håbe, at den præcise tale fra Bendt Bendtsen kan få energiforhandlingerne på sporet – vel at mærke i en form, hvor det kommer til at rumme initiativer, der vil effektivisere vores måde at bruge energien på i fremtiden, siger Dansk Byggeris direktør

28/5 2018